Porto Cristo
I denne guide
Vælg Porto Cristo for
- Autenticitet
- Mange spisesteder
- Naturoplevelser
- Fysiske aktiviteter
- Dejlig strand
Hvor ligger Porto Cristo?
Porto Cristo - Rejseguide til aktiviteter og ophold
Porto Cristo er en havne- og badeby beliggende på Mallorcas østkyst, i en smuk bugt indrammet af klipper.
- Opdateret: 8. februar 2024
Introduktion til Porto Cristo
Porto Cristo er en charmerende havneby, der har bevaret sit oprindelige udtryk gennem tiden, hvilket gør det et autentisk sted at besøge. Byen er således bygget op om marinaen, hvore du finder masser af leben og gode spisesteder.
Porto Cristo henvender sig i højere grad til et voksent publikum, der søger et alsidigt rejsemål, med afbalanceret byliv og rimeligt udvalg af spisesteder.
Byen er bygget op omkring den gamle fiskerihavn, hvilket giver den et charmerende og autentisk touch. Den tværgående strandpromenade samler daggæster, mens marinaen ved lystbådehavnen er det store samlingspunkt både dag og aften i Porto Cristo.
Mallorca Pass
Kombiner seværdigheder og aktiviteter med Mallorca Pass, der giver adgang til 14 forskellige seværdigheder, bl.a. La Seu katedralen, Bellver og Palma Aquarium.
Aktiviteter og oplevelser omkring Porto Cristo
Hvad skal man opleve i Porto Cristo?
Porto Cristo har meget at byde på, både hvad angår aktiviteter og seværdigheder. Området er enormt alsidigt, med masser af aktiviteter du kan lave næsten ligemeget hvad dine interesser og præferencer er.
Nyd de fantastiske strande
Porto Cristo byder på tre strande, én stor og to mindre naturstrande.
Playa de Porto Cristo – eller Playa de Manacor – er den største af de tre strande, med sine 350 meters længde og 25 meters dybde, som ligger centralt i byen, ved siden af havnen og marinaen. Playa de Porto Cristo har dejligt blødt sand og udstyret med alle faciliteter, som brusere, toiletter og livredder.
Lige syd for Porto Cristo ligger Caal Murta, en lille bugt beskyttet af klipper. Her er ganske vist ikke meget strand, men det flotteste klare vand, perfekt til at bade i. Du kan sole dig på klippeskråningerne her.
Cala Petita mod nord har lidt mere grusstrand, men også en bugt beskyttet af klippevægge.
Besøg Cuevas del Drach – Dragegrotterne
Porto Cristos største seværdighed er uden tvivl de fascinerende drypstenshuler, Cuevas del Drach (Dragegrotterne).
Den underjordiske verden af oplyste stalagmitter og stalaktitter skabt gennem millioner af år danner scene for en fortryllende oplevelse for både voksne og børn. Når du kommer helt ned i bunden af drypstenshulerne venter en klassisk koncert der bliver spillet af et orkester der sejler forbi i både på den underjordiske sø, der er en af Europas største.
Cuevas del Drach er en af Mallorcas største turistattraktioner og du skal selvfølgelig opleve dem.
Oplev den magiske verden under jordens overflade, når du tager på opdagelse i Mallorcas berømte Dragegrotter, der også er hjemsted for en aaf Europas største underjordiske søer der lyses op.
Tag i Cuevas del Hams og Dinosaurparken
En anden stor oplevelse er de andre drypstenshuler i Porto Cristo, Cuevas del Hams. Sammenlignet med Dragegrotterne er de ikke nær så fascinerende, til gengæld ofte mindre kø og lavere billetpris. Cuevas del Hams var faktisk de første drypstenshuler der blev opdaget og samtidig Mallorcas første egentlige turistattraktion.
I 2022 åbnede en ny attraktion ved siden af Cuevas del Hams, nemlig Mallorcas dinosaurpark. Dinosaurparken er skabt af special effects eksperter fra over hele verden, der har konstrueret skræmmende realistiske dinosaurmodeller, der ligner flottere end hvad en computer kan lave.
Cuevas del Hams byder på smukke oplyste drypsten, samt øens nyeste turistattraktion, Dinosaurpark, med meget realistiske dinosaurer. Dette er et godt bud hvis du rejser med børn.
Besøg Majorica perler
Manacor, som Porto Cristo tilhører, er kendt for Majorica-fabrikken der gennem mere end et århundrede har produceret og eksporteret kunstige perler af højeste kvalitet, næsten som ægte. Majorica har skabt et kæmpe udstillings og shoppingcenter i udkanten af Porto Cristo, hvor du kan tage op og lære om fremstillingen af de unikke perler.
Prøv dykning ved nogle af Mallorcas bedste spots
Om du er PADI-dykker eller nybegynder, så kan Skualo dykkercenter i Porto Cristo hjælpe dig med en fantastisk oplevelse. Mallorca, og særligt østkysten, er kendt som et dykkerparadis, med farverige rev, skjulte grotter, neptungræs, klipper, skibsvrag og masser af fiskearter, bl.a. spanske dansere.
Oplev spanske dansere, enge af neptungræs og den berømte Piratgrotte, når du tager med på dykkereventyr på Mallorcas østkyst.
Sant Salvador
Den gamle helligdom Sant Salvador ligger på toppen af bjerget af samme navn, i over 400 meters højde. Helligdommen blev bygget i midten af det 14. århundrede, som et sted for befolkningen at søge tilflugt under den sorte døds raseri. Sant Salvador er uden tvivl et af de mest populære vartegn i det nærliggende område, og tilbyder den mest betagende udsigt fra de mange panoramapunkter. Hvis du er til fods, så kan du følge den gamle pilgrimssti markeret af de 12 stationer i via crucis. Hvis du er i bil, er der en komfortabel asfalteret vej hele vejen til toppen.
Et af Mallorcas mest populære besøgsmål ligger blot få kilometer fra Portocolom, det hellige bjerg Sant Salvador. Snup en forfriskning på cafeteriet heroppe, og snus omkring på det gamle kloster og ny panoramaudsigten over øen.
Sejl rundt om kysten i katamaran med glasbund
Hop ombord på katamaranen og glæd dig til at se Mallorca fra vandside, hvor du kan se alle de små gyldne naturbugter, østkysten er kendt for. Fra bunden af katamaranen kan du se havbunden og livet under overfladen, mens du på dækket kan læne dig tilbage og slappe af i solen med en forfriskning. Katamaranen lægger også anker ved smukke laguner så du kan tage en dukkert i det krystalklare vand.
Oplev Mallorcas fortryllende små jomfrubugter, gemte laguner og charmerende gamle fiskerihavne, når du svæver over havoverfladen ud for kysterne.
Torre del Serral dels Falcons
Det gamle vagttårn på klipperne over Porto Cristo blev opført i 1577, i en turbulent tid hvor Mallorca ofte blev angrebet af pirater. Tårnet blev næsten destrueret under bombeangreb under den spanske borgerkrig, men i 1960’erne heldigvis genskabt så du kan nyde den nu.
Mød Sirena
Sirena er Mallorcas svar på den lille havfrue, og hun sidder fint på havnepromenaden i Porto Cristo. Skulpturen blev voldsomt ødelagt under den spanske borgerkrig, men i 1988 fik den en større renovering af kunstneren Pere Pujol, som gav Sirena en makeover. Sirena betyder i øvrigt havfrue på spansk.
Spadser ud til Coves Blanques
De hvide grotter i klipperne i bugten var en af de første menneskelige bosættelser i Porto Cristo. I dag kan du nyde en skøn tur langs grotterne, mens du kigger ind i bugten og over på promenaden og den livlige marina.
Tag turen forbi den smukke kirke
Kirken Mare de Deú del Carme blev oprindeligt bygget i 1890, kun to år efter grundlæggelsen af Porto Cristo som koloni. Kirken, der ses i dag, er resultatet af flere renoveringer, som har givet den sin neo-romanske arkitektoniske stil og dens Via Crucis.
Opdag fortidens Porto Cristo
I gaden Avinguda d’en Joan Amer finder du resterne af den palæo-kristne basilika Sa Carrotja. Basilikaen stammer fra det 5. århundrede, og man kan tydeligt se den korsformede døbefont, der er det eneste synlige gennem glasgulvet.
Deep Water Soloing
Adrenalinjunkie? No problem! Porto Cristo og østkysten er kendt for sine klippevægge, der årligt tiltrækker et hav af sportsentusiaster, bl.a. klatrere. Hvis du hører til griuppen, der får et kick af at springe i vandet fra skrænterne, er Porto Cristo et fest sted at komme til. Tag også gerne lidt længere ned ad ksyten, til naturbugten Cala Margraner.
Lige nord for Porto Cristo ligger også den kendte kløft og bugt, Cova del Diablo. Navnet siger næsten det hele, og stedet er da også kendt som ét af verdens bedste spots til DWS, med sine perfekte kalksten og højde på 20 meter.
Lej en yacht
Hvad siger du til en dag eller bare nogle timer på vandet, hvor du ikke skal andet end at nyde og slappe af? I Porto Cristo ligger flere bådudlejningsfirmaer, der sørger for skib med skipper, som tager jer ud til nogle af de mest uforlignelige og smukke naturbugter omkring Mallorcas kyster. Der er mad og snacks ombord, ligesom der er mulighed for at svømme og snorkle i det krystalklare vand. Det her er livsnyderens yndlingsaktivitet.
Andre herlige aktiviteter i og nær Porto Cristo
Hvis du tror Porto Cristo er det eneste sted at opleve noget, så tro om igen, for der er masser af dejlige aktiviteter at kaste sig over i de omkringliggende områder.
Rafa Nadal Xperience
Mallorcas største sportsmand til dato, Rafael Nadal, er født og opvokset her i Manacor Det er selvfølgelig også i Manacor at han har sit eget sportscenter og museum – og det skal du besøge.
På Rafa Nadal Xperience kan du nemlig prøve kræfter med nogle af verdens mest populære sportsgrene, bare som virtual reality. Sæt dig i sædet i en Formel 1 racer, ro om kap i en kano, test dine reaktionsevner på tennisvæggen og kom ud og cykle i skove og terræner. Her er masser af interaktive oplevelser for børn og voksne, det hele handler nemlig om sport.
Udover de mange interaktive aktiviteter, udstiller museet også trofæer, tøj og udstyr brugt i vigtige turneringer og konkurrencer, fra forskellige store sportsfolk fra hele verden.
Cykelture fra Porto Cristo
Mallorca er et cykelparadis uden lige, med sit milde klima, gode asfalterede veje og varierede terræn. Det er med andre ord ikke et under, at mange professionelle cykelryttere kommer hertil for at træne, og hvorfor øen er blandt Europas største cykelferiedestinationer.
Der er masser af ruter at køre fra Porto Cristo, takket være det enorme og velholdte vejnet.
Én af de mere populære ruter, går ned til Felanitx og til bjerget Sant Salvador, som kan bestiges. Her i 400 meters højde, kan du nyde en forfriskning på cafeteriet samt de skønne panoramiske udsyn over østkysten. Herfra går turen videre til Randa, hvor Mallorcas hellige bjerg skal prøves. På toppen ligger en god restaurant ved det gamle kloster, hvor frokosten kan indtages. Til sidst er det Puig de Bonany ved Petra, der bestiges, før turen tilbage over Manacor og til Porto Cristo tilbagelægges.
Vandring omkring Porto Cristo
De mange små skjulte jomfrubugter, det klippede terræn og uspolerede naturområder langs østkysten, gør det en sanselig fornøjelse at vandre her.
Fra Porto Cristo er der rigeligt med mulighed for at få kridtet vandreskoene, og oplevet dele af den baleariske natur, de færreste kommer til under deres ferie.
Besøg en lokal vingård
Manacor var gennem mange år kendt som et førende vinområde på Mallorca.
Lige nord for manacor by ligger én af de gamle vingårde, der stadig producerer kvalitetsvin, nemlig Son Sureda Ric. På den idylliske finca får du rundtur af Carme og Jaume, der med entusiasme fortæller om deres vine, mens du smager og lærer om parring.
Besøg Manacor by
Manacor er Mallorcas næststørste by, og her finder du en række seværdigheder, et spirende spiseliv og masser af butikker at ose rundt i.
Tager du til Manacor mandag formiddag, kan du tilmed opleve byens ugentlige gademarked, hvor hundredvis af boder forvandler gaderne til et stort udendørs butikscenter.
I Manacor finder du også den enorme sognekirke, kendt over hele øen for sit høje tårn, det gamle og smukke Sant Vincent Ferrer kloster og kirke, det lokalhistoriske museum, samt de mange smukke bygningsfacader enhver større by har.
Du skal nok få et par timer til at gå i Manacor, en flot og dejlig by.
Besøg ruinerne af en talaiotisk landsby
Et lille kvarters kørsel syd for Porto Cristo ligger ruinerne af en forhistorisk bosættelse, Conjunt de s’Hospital Vell.
På stedet lærer du om livet på balearerne for 3.000 år siden, hvor det talaiotiske folk levede på øerne. Infotavlerne sætter dig ind i bygningsmetoder og disse særlige talaioter, som var første egentlige militærarkitektur, der også fortæller om en begyndende uro i middelhavsregionen.
Conjunt de s’Hospitlet Vell er åben døgnet rundt og gratis at besøge. Læs mere om s’Hospital Vell her
Basilica de Son Pereto
Kan du bare ikke få nok af arkæologiske udgravninger og forhistoriske bosættelser, så kør forbi udgravningen af den palæo-kristne basilika Son Pereto.
Son Pereto stammer fra omkring det 5. eller 6. århundrede, fra en tid hvor de første kristne var begyndt at komme til øen, sandsynligvis fra Det Byzantinske Rige.
Udgravningen er meget flot, du kan se hele omridset af kirken, tidligere begravelsespladser og døbefont. Læs mere om Son pereto her
Hvor skal du bo i Porto Cristo?
I Porto Cristo finder du i virkeligheden ganske få hoteller, og dem du finder, er voksenhoteller, altså adults only, uden faciliteter til børn. Her er også en række ferielejligheder og feriehuse, der er værd at overveje, hvis du foretrækker at stå for det hele selv.
Spisestederne i Porto Cristo
Af en badeby at være, er her faktisk et rimeligt afbalanceret spiseliv i Porto Cristo. Langs promenaden finder du cafeer, barer og fastfood, der er lige til at hoppe ind på, når sulten trænger sig på nede på stranden.
Ved marinaen i det gamle havneområde ligger så lidt mere traditionelle a la carte restauranter, som er enormt hyggelige om aftenen, når havnen lyses op.
Af nævneværdige spisesteder i Porto Cristo vil jeg sige: Quince, Sa Pedra, Tr3nta-1 og La Magrana.
Barer og natteliv i Porto Cristo
Nattelivet i Porto Cristo er relativt tilbagetrukket og næsten ikke eksisterende. Byens caféer og barer holder åbent så længe der er kunder til det, typisk omkring midnat, hvor folk nyder de lune aftener på marinaen.
Ønsker du et mere festligt natteliv eller større udvalg af barer og natklubber, kan du tage bussen til det langt større badeby Cala Millor, nord for Porto Cristo. Her finder du en international scene, hvor DJ’s og kulørte drinks holder natten ung til lyden af pulserende rytmer. Busturen tager ca. 25 minutter og koster ca. 2 €.
Shopping i Porto Cristo
Porto Cristo har et rimeligt udvalg af supermarkeder, gavebutikker, souvenirbikse mv. Du får alle de basale behov dækket her, både til strandturen, udflugten og snacks til hotelværelset.
Er du til en større shoppingoplevelse, så er det bare om at komme ind til Manacor, ca. 10-12 minutter i bil, hvor hundredvis af butikker ligger i de små gader og stræder i Mallorcas næststørste by.
Marked i Porto Cristo
Hver søndag morgen fra kl. 9 afholdes det ugentlige marked ved strandpromenaden. På markedet kan du shoppe lokale produkter, lædervarer, tøj, smykker, kunsthåndværk, souvenirs osv.
Er du til traditionelle markedspladser, som de kendes overalt i Spanien, så skal du overveje at tage turen til enten Inca eller Sineu, der afholder Mallorcas største markeder.
Begivenheder i Porto Cristo
Som i alle andre byer på Mallorca, fejres de årlige traditioner også her i porto Cristo. Som havneby er det naturligvis det maritime tema ved de fleste begivenheder.
April
Nautisk messe
Den nautiske messe i Porto Cristo afholdes hvert år i midten af april. Messen byder på et stort udvalg af sjove og interessante aktiviteter, forestillinger og madserveringer. Der vil være et maritimt temamarked og organiserede bådture rundt om kysten.
Juli
Festes de Mare de Déu del Carme
Vor Frue af Karmelbjerget er skytshelgen for Porto Cristo, og fejres den 16. juli. Festlighederne begynder dog omkring en uge før denne dag med kulturelle begivenheder og sjove aktiviteter over hele byen. Hele ugen er fuld af glade feriegæster og lokale, der blander sig og nyder de mange tilbud.
Ofte Stillede Spørgsmål
Her er de bedste overnatningsmuligheder i Porto Cristo:
Porto Cristo ligger godt 65 km fra Palmas lufthavn.
En taxa fra lufthavnen til Porto Cristo vil koste omkring 80 euro og tage ca. 40 minutter.
Lufthavnsbussen til Porto Cristo (A42) tager ca. 1 time og koster 15 euro.
Det ugentlige marked i Porto Cristo afholdes søndag morgen/formiddag centralt i byen.
Vigtige telefonnumre
Nationalt politi: 091
Nærpoliti: 092
Civilgarden: 062
Brand: 080
Maritime nødstilfælde: +34 900 202 202
Offentlig transport
Buslinje: 401, 416, 424, A42 (lufthavnsbus)
Nyttige links
Flere skønne rejsemål du skal opleve på Mallorca
Cala Ratjada
Cala Ratjada I denne guide Vælg Cala Ratjada for Dejlige strande Fysiske aktiviteter Stort udvalg af hoteller og spisesteder Naturoplevelser Hvor ligger Cala Ratjada? Cala Ratjada - Rejseguide til
Portopetro
Portopetro I denne guide Vælg Portopetro for Naturoplevelser Strand Roligt område Fysiske aktiviteter Her ligger Portopetro Portopetro, Mallorca - Rejseguide til aktiviteter og ophold Portopetro er en sød og
Sant Elm
Sant Elm I denne guide Vælg Sant Elm for Autenticitet og naturlig charme Naturoplevelser Fysiske aktiviteter Afslappet atmosfære Hvor ligger Sant Elm? Sant Elm - Rejseguide til aktiviteter og
Portocolom
Portocolom I denne guide Vælg Portocolom for Naturoplevelser Strand Roligt område Fysiske aktiviteter Her ligger Portocolom Portocolom, Mallorca - Rejseguide til aktiviteter og ophold Portocolom - nogle steder skrevet