Felanitx

I denne guide

Vælg Felanitx for

Hvor ligger Felanitx?

Felanitx by markeret på kort over Mallorca.

Felanitx - Rejseguide til aktiviteter og ophold

Felanitx er én af Mallorcas kulturelle højborge, hvor både kendte navne, industrielle eventyr og traditionsrige begivenheder har hjemme.

Hvordan er Felanitx?

Felanitx er et historisk område, der byder på en masse seværdigheder, pakket ind i smuk natur. Det alsidige område gør Felanitx interessant at besøge for såvel dagsgæster som overnattende, og vælger du at bo her, får du meget valuta for pengene.

Indbyggerne i Felanitx er et stolt folkefærd, de har en lang historie bag sig med kæmpende patrioter og rigdom fra vinproduktion, derfor virker det heller ikke så underligt at de har tillagt sig deres egen betegnelse. Mændene i Felanitx er således kendt som ‘felanitxeris’ og kvinderne som ‘felanitxeras’.

Mallorca Pass

Kombiner seværdigheder og aktiviteter med Mallorca Pass, der giver adgang til 14 forskellige seværdigheder, bl.a. La Seu katedralen, Bellver og Palma Aquarium.

Aktiviteter og oplevelser omkring Felanitx

Hvad skal man se af seværdigheder i Felanitx?

Felanitx er et område rig på historie, og derfor finder du også en pæn portion seværdigheder og udflugtsmål i området. Det er særligt helligdommen Sant Salvador og middelalderborgen Castell de Santueri, der er områdets helt store vartegn, men her er flere ting at se og opleve.

Santuari de Sant Salvador

Et af Mallorcas mest fascinerende klostre og fristeder finder du på en bjergtop i udkanten af Felanitx, nemlig Sant Salvador. Sant Salvador blev oprindelig opført i 1300-tallet som et fristed hvor indbyggerne kunne flygte til fra den sorte død, der jo hærgede på dette tidspunkt. Senere blev Sant Salvador udbygget til et kloster, og i dag er det så et overnatningssted. Sant Salvador er det vel nok mest populære udflugtsmål i Felanitx, og du kan selv vælge om du vil køre i bil hertil, cykle ad de stejle veje og hårnålesving eller vandre ad pilgrimsruten via de 12 stationer på korsets vej. Udsigten fra Sant Salvador over hele østkysten, er fortryllende og kan kun anbefales.

Santuari de Sant Salvador er en af østkystens mest besøgte seværdigheder, med sin smukke beliggenhed på en bjergtop med panoramaudsigt. 

Església de Sant Miquel

Et af de store samlingspunkter i Felanitx, er ved den enorme sognekirke, Sant Miquel. Sant Miquel tiltrækker sig særligt opmærksomhed pga. dens unikke spanske Churrigueresque facade, som er den eneste af sin slags på Mallorca. Kirken var i 1844 årsag til en tragisk ulykke, da den ene væg faldt sammen og dræbte 416 mennesker på stedet. Ikke desto mindre, er Sant Miquel altid et besøg og billede værd.

Felanitx’ sognekirke, Sant Miquel, hører blandt Mallorcas mest unikke med sine barokke Churrigueresque detaljer, der går den smuk og seværdig.

Castell de Santueri

Castell de Santueri er et af Mallorcas tre klippefæstninger, sammen med Castell d’Alaró (Alaró) og Castell del Rei (Pollenca). Castell de Santueri er kåret som et af Spaniens 10 mest unikke borge, og med dets lange historie og vigtige rolle er det også på sin plads. Nu har du chancen for at udforske en ægte middelalderfæstning tæt på, mens du lærer om de mange slag den har lagt scene til. Dette er en seværdighed for de friske ben, men meget belønnende.

Castell de Santueri er et af mallorcas mest legendariske steder, hvor flere blodige kampe er udkæmpet. Tag turen op til ruinerne og oplev historien og udsigten på en smuk udflugt.

Escación Enologica

Der er ikke tale om en togstation med en fornemt betegnelse, men et uddannelses -og forskningscenter dedikeret til vinproduktion. Felanitx var i slutningen af 1800-tallet et af Spaniens førende vindistrikter, hvorfor regeringen besluttede at oprette centeret her, sammen med ca. 15 andre omkring i Spanien. Formålet med den ønologiske station var at forske i vinproduktion, samt at uddanne vinbønner, for derigennem at styrke konkurrenceevnen på det internationale vinmarked.

Mallorcas eneste ønologiske station, var et research- og uddannelsescenter for ønologi. Felanitx var før i tiden Mallorcas vigtigste vin-distrikt.

Es Sindicat

Kan du ikke høre nok om vin, så gå en tur ud i udkanten af byen og find ruinerne af Mallorcas første og eneste kooperative vindestilleri.

En tankevækkende tur gennem ruinerne af es Sindicat, Mallorcas første fællesdistilleri, der aldrig rigtig nåede at få luft under vingerne. Læs hvorfor.

Plaça de sa Font de Santa Margalida

Plaça de sa Font de Santa Margalida er navnet på det lille torv overfor kirken i Felanitx. Det er også hjemsted for en naturlig kilde der løber under pladsen, og anses for at være en hellig kilde. Ved siden af trappen ned til kilden står en bronzestatue forestillende en mallorcinsk slynger, en forhistorisk kriger der var unik for Mallorca og nævnt i bla. Julius Cæsars kronikker som elitesoldater.

Plaça de sa Font de Santa Margalida er et lille torv foran sognekirken i hjertet af Felanitx, hvor du bl.a. finder kulturhuset, den hellige kilde og en flot skulptur af en mallorcansk slynger.

Augustinerklosteret

Det gamle augustinerkloster og tilhørende kirke bevidner hvor indflydelsesrig augustinerordenen har været i Felanitx.

Hovedfacaden på kirken ved augustinerklosteret i Felanitx.

Hvad kan man ellers lave i Felanitx?

Felanitx er et populært besøgsmål for rigtig mange sportsudøvere samt motionister, der kommer hertil for at nyde godt af naturens egne tilbud.
Aktiv ferie på Mallorca, bliver mere populært hvert år, netop på grund af områder som Felanitx, hvor vandreruter, landeveje, MTB ruter, golf- og tennisbaner er utallige. Desuden er du ikke mere end maksimalt 10-15 minutters kørsel fra vandet og Porto Colom.

Vandring: Sanselige vandreture venter

Vandring er en meget populær aktivitet på Mallorca, og Felanitx er det perfekte valg. Følg den gamle pilgrimsvej til Sant Salvador-helligdommen, eller udfordr dig selv ved at vandre til middelalderborgen Castell de Santueri, et af Spaniens 10 mest unikke slotte.

Men der er ingen grund til at begrænse sig i dette område, besøg også de mange fantastiske gyldne bugter på østkysten, eller find nogle af de betagende udsigtspunkter i området. Terrænets mangfoldighed gør Felanitx til et fantastisk område for vandring og gåture.

Cykling: Nyd de udfordrende og smukke bjergveje

Mallorca er et cykelparadis, og området Felanitx er perfekt til netop denne sport. Der er så mange både brede og rolige veje i kommunen, der gør det sjovt for alle at være med. Én af de bedste ture i området går til toppen af ​​Sant Salvador-bjerget, lige uden for selve byen. Du kæmper dig op i 514 meters højde, gennem skarpe skrå hårnålesving og stejle hældninger, og når du når toppen kan du glæde dig til en forfriskning og den smukke udsigt – og nok også turen ned igen. En anden populær tur tager dig til de smukke bugter ved kysten, såsom Cala Murada, Portocolom og Portopetro.

Få steder er som Mallorca populære cykelferie-destinationer. takket være et fantastisk vejnet, smuk natur og kuperet landskab, får du alt du skal bruge til de perfekte cykelture.

Spil golf på Vall d’Or banen

Ikke langt fra Felanitx by finder du Vall d’Or, en utroligt smuk golfbane. Banen tilbyder middelsvære udfordringer, skønne udsigtspunkter og et klubhus med en god restaurant. På Vall d’Or kan langt de fleste handicaps spille med, men søger du mere udfordring, så kør en halv times tid mod Llucmajor eller Son Servera, hvor der venter lidt større sværhedsgrader og en championshipbane.

Golf på Mallorca

Der spilles rigtig meget golf på Mallorca, og det er der naturlige grunde til. Mallorca har mere end 20 fantastiske golfbaner, der faciliterer både sjov og udfordring.

Oplev Mallorcas kyster ude fra

Et katamaran cruise fra Portocolom er lige hvad du trænger til i varmen, særligt hvis du kommer hertil i sommermånederne. Nyd det krystalklare vand, den friske brise og den varme sol, mens du sejler ud på Det Baleariske Hav.

Som Middelhavets smukkeste ø, skal du opleve de mange skjulte bugter, laguner og imponerende klippevægge, der giver Mallorca sit naturligt smukke ansigt.

Hvor skal man bo i Felanitx?

Manacor byder indenfor på nogle autentiske og romantiske hoteller, alle beliggende i naturskønne og fredelige omgivelser.

Roligt og stille spahotel i Felanitx på Mallorca.

Aumallia Hotel & Spa

Booking.com
Ferie med ophold på stille landsted og gård på agroturismo i Felanitx området på øen Mallorca.

Agroturismo Sa Pletassa

Booking.com
Ophold på bjergtop kloster Sant Salvador i Felanitx på Mallorca.

Sant Salvador

Booking.com

Spisestederne i Felanitx

Restauranterne i Felanitx serverer en fin blanding af klassiske spanske retter og mallorcinske videreudviklinger af retterne. Særligt bør du prøve at spise oksekød i Felanitx, kødet fra området er kendt på Mallorca og i Katalonien.

Oksemørbrad med estragonsauce er kendt som en favorit hos både de lokale og hos besøgende i Felanitx, naturligvis serveret af et varmt og smilende personale i charmerende, rustikke omgivelser, hvor maden kan nydes i ro og mag.

Marked i Felanitx

Hver søndag morgen kl. 8:00, åbner Felanitx op for det ugentlige marked i byen. Det foregår centralt i byen, omkring de to torvepladser og i gaderne heromkring.

På markedet kan du lade dine sanser forføre af et farverigt og aromatisk udvalg af frisk frugt, kød, fisk, blomster samt søde mandler og figner.

Markedet i Felanitx er halvstort, og tiltrækker også besøgende fra andre landsbyer og turister fra de omkringliggende badebyer som Portocolom, Cala Romantica, Cala Marcal mv., derfor finder du også et temmelig bredt udvalg på markedet, ligesom der er masser af smagsprøver og underholdning.

Shopping i Felanitx

Der er masser af små lokale bikse at ose rundt i i Felanitx by, bådetøjbutikker, lokalt håndværk, boligindretning og meget andet, så hvis du elsker tanken om en hyggelig shoppingtuir med cafebesøg, så kan du glæde dig til at trille lidt rundt i Felanitx.

Årlige Begivenheder i Felanitx

Traditioner har en særlig plads i hjertet hos indbyggerne i kommunen, derfor er Felanitx også kendt som en by der fejrer sine traditioner med stil. De senere år har man arbejdet ekstra meget for, at involvere de unge i byen mere i arbejdet og samtidig hjælpe med at promovere disse fester, således traditionerne hele tiden appellerer til forskellige aldersgrupper.

Januar

Sant Antoni

I de små flækker Es Carritxó, Son Prohens og Son Negre, fejres Antonius den Hellige den 17. januar. De små områder er stadig stort set uberørte af turisme og derfor har landbrug og traditioner fortsat stor betydning. Antonius den Hellige, eller Sant Antoni som han kaldes på catalansk, er skytshelgen for husdyr. Aftenen før lyses gaderne i de små landsbyer op med bål og dans, nogle gange også med fyrværkeri.

April

Els Salers

Els Salers er en gruppe unge mænd i hvide skjorter og blå bukser, der vandrer gaderne tynde påske søndag, mens de synger, spiller og danser. Folk stiller påsketærter ud til dem om formiddagen, inden byen holder siesta.

Quinquagesima

Første søndag efter påske afholdes en mindre byfest i landsbyen s’Horta. Her er det familieaktiviteterne der er i fokus, blandt andet lege, konkurrencer, udendørs spisninger, udstillinger, marked, workshops til børn og diverse optrædener. Quinquagesima falder sammen fejringen af s’Hortas skytshelgen, Sant Isidre (Isidora af Madrid).

Maj

Majfest

Majfester har siden middelalderen været en vigtig begivenhed stort set overalt i Europa, og Felanitx er ingen undtagelse. Denne gamle tradition der blev indført allerede i 1302-5 er en af de mest populære events i Felanitx. Kom og oplev en smukt dekoreret by, fyldt med udstillinger af forskellig art, boder med håndværk, secondhand marked, gastronomiske oplevelser, koncerter, folkedanse og meget mere. Majfesten i Felanitx sker hvert år den anden søndag i maj.

Blæksprutte-festival i Portocolom

Mere end 40 restauranter og barer er med til at arrangere Mallorcas eneste bløksprutte-festival i Portocolom, et event der trækker rigtig mange besøgende til den charmerende havneby på østkysten, både lokale og turister. Her kan du opleve et væld af gastronomiske happenings, som konkurrencer, demonstrationer, smagsprøver og specielle menuer lavet kun til denne festival, alt sammen med blæksprutte som en af de bærende ingredienser.

Juni

Sant Joan Pelós

Den 24. juni fejrer Felanitx Sant Joan Baptista (Johannes Døberen) på en helt særlig måde. En ung mand opfører traditionelle mallorcinske danse i gaderne, iført skørt, rød silkekappe, maske og messingkrone. Dansene akkompagneres af musik spillet på typiske instrumenter fra regionen, såsom fløjter, guitarer og tamburiner. Når dansen er ovre, hyldes manden med overdængning af havenellike.

Juli

Festes de Santa Margalida

Santa Margalida er byens skytsengel og fejres hvert år den 20. juli, hvor indbyggerne samles allerede om eftermiddagen, og en kæmpe parade kører gennem byen. Her kan du opleve én af Mallorcas helt egne traditioner, nemlig dæmonerne, figurer der symboliserer livets finurligheder. Dæmonerne har været en fast del af Mallorcas festtraditioner siden ankomsten af kristendommen på øen i det 13. århundrede. Ved festen vil du også opleve xeremiers, de mallorcinske sækkepiper, der spiller op til dans for de udklædte dansegrupper.

En af de dansegrupper du kan opleve er Els Cavallets. Dansegruppen bestående af 7 børn, hovedsageligt i alderen 10-14 år, optræder med hele syv forskellige danse til stor begejstring for festivalgæsterne. 6 af børnene danser rundt om den syvende, som forestiller en dame klædt i en lyserød dragt. De 6 bærer alle den samme dragt med hvide shorts, røde jakker og grønne hatte – desuden med en hestefigur om maven. Els Cavallets har eksisteret siden 1603, og dansene bliver akkompagneret af xeremiers, fløjter og trommer, alt imens en djævel render rundt og driller børnene.

Der er ingen tvivl om, at hvis du vil opleve ægte mallorcinske traditioner, så er det værd at tage til Felanitx i juli måned.

Festes de Mare de Déu del Carme / Fira Marinera

Som i så mange andre havnebyer på Mallorca, fejres Vor Frue af Karmelbjerget den 16. juli i Portocolom, med en serie events og aktiviteter. Dagene op til den 16. er pakket med sjove og kulturelle indslag i Portocolom, bla. udstillinger, koncerter, boder, udendørs spisninger og meget mere.

På selve dagen for Vor Frue af Karmelbjerget kan du opleve en procession til søs, hvor en figur af Jomfru Maria bæres fra kirken og sættes til søs ved havnefronten.

August

Festes de Sant Augustí

Sant Augistin er den anden skytshelgen for Felanitx, og fejres gennem anden halvdel af august og kulminerer den 28. august. Traditionen stammer fra klosteret Convento de Sant Agustí, hvor munkene fejrede den berømte teolog og filosof, Sant Agustí d’Hipona (Augustin af Hippo). Ugen forløber med musikkoncerter, boder samt diverse opvisninger udført af kunstnere fra hele øen. Ugens helt store højdepunkt er den 28. august, hvor et fascinerende ildløb starter ved Plaça de sa Font de Santa Margalida ca. 21:30.

Også her kan du opleve dansegruppen els Cavallers, der underholder med deres berømte danseakt.

September

Festes de Sant Nicolau de Tolentí / Fira de Cas Concos

Den 10. september fejrer den lille landsby Con Concos sin sin skytshelgen, Nikolaus af Tolentino. Fejringen falder sammen med landsbyens årlige gadefest, der inkluderer et stort marked, madboder og forskellige optrædener. Du kan blandt andet opleve optog af xeremiers, de mallorcinske sækkepiper, samt en parade af cabezudos, kæmpehoveder lavet af papmache der danser gennem gaderne. Her er altså endnu en fantastisk mulighed for at snuse til den sande mallorcinske sjæl og kultur.

Sant Miquel

Sant Miquel, som Felanitx’ sognekirke er under beskyttelse af, fejres den 29. september i byen. Her er som regel et stort secondhand marked, gastro-ruter i byens tapasbarer, diverse konkurrencer og masser af underholdning i gaderne.

Oktober

Fira del Pebre Bord

Den første søndag efter Lukas’ dag (18. oktober), fejres byens slagterikultur i Felanitx. Navnet ‘Pebre Bord’ referer til krydderiet paprika, der anvendes til at fremstille de typiske mallorcinske pølser, sobrassadas med. I gamle dage markerede denne messe årets start for slagtningen af svin. På messen kan du nyde et væld af gastronomiske oplevelser, hvor netop sobrassada og andre mallorcinske specialiteter er i højsædet, marked og diverse udstillinger.

December

La Immaculada

Den 8. december fejrer den lille landsby Son Mesquida den Ubesmittede Undfangelse med en lille med traditionel byfest. Her er der fælles grill, den årlige hyrdehund-konkurrence samt udendørs paella for alle.

Felanitx' historie

Felanitx har siden forhistorisk tid, ca. 2000 f.Kr., været beboet af mennesker. Før den såkaldte talaiotkultur, byggede man og boede i huler, som blev gravet ind i bjergskråningerne, senere opdagede man hvordan man kunne bygge små huse af grene og mudder, mens man samtidig dyrkede afgrøder og opdrættede kvæg. Fra omkring 1700 f.Kr., har man fundet rester af såkaldte ‘navetes’ en særlig type stenhule anvendt til beboelse, disse går forud for talaiotkulturen.

Selve talaiotkulturen, som er kendetegnet ved de typisk runde stenbyggerier og tårne, talaioter, findes der ikke mange spor af i området omkring Felanitx. Dog er der fundet interessante udgravninger af befæstede bosættelser ved Es Velar de Son Herevet, nordvest for byen, samt ved den lille landsby, Ca’s Concos syd for Felanitx. Man mener, at allerede dengang, ca. 1000 f.Kr. har man haft behov for at gardere sig mod trusler fra søsiden.

Angreb fra byzantinere og fønikere fra henholdsvis Byzantin (nuværende Istanbul, Tyrkiet) og Karthago (nuværende Tunesien), udløste omkring 650 f.Kr. De Puniske Krige. På dette tidspunkt var romerne i færd med deres ekspansionskampagne syd for den italiske halvø, hvor Mallorca var et strategisk punkt. Der blev i alt kæmpet hele 3 puniske krige over en 500-årig periode.

123 f.Kr. påbegyndte den romerske konsul, Quintus Caecilius Metellus, sit livs store militære kampagne, nemlig den endelige erobring af de Baleariske øer. Efter godt tre års intens kamp, lykkedes det Quintus Caecilius Metellus’ tropper at besejre de fønikiske pirater, som romerne kaldte punere (heraf navnet ‘De Puniske Krige’). Efter erobringen af Mallorca, etablerede romerne således Palma samt Pollentia, i henholdsvis syd og nord. Quintus Caecilius Metellus fik efterfølgende tilnavnet Balearicus. 

Allerede under romernes herredømme på Mallorca (121 f.Kr. – 902), var stedet kendt under navnet ‘Fenalicius’, som bedst oversættes til ‘stedet der findes hø’. Det var dog maurerne, bedre kendt som berberstammerne fra Marokko og Algeriet, der etablerede de første gårde i området og samtidig gav den lille landsby navnet ‘Canabitx’, med den særlige -tx endelse, som menes at stamme fra den sene mauriske periode, mozaraberne.

Erobringen

I 1229 erobrede katalanerne Mallorca, anført af Kong Jaume I, da hæren gik i land ved Santa Ponça på sydvestkysten. Felanitx ligger helt modsat, på Mallorcas østlige side og blandt andet derfor tog det en ganske rum tid, inden kongens tropper var fremme og kunne tage slaget med maurerne. Det blev rent faktisk et af de sidste steder, som katalanerne kunne kalde deres og en endelig magt over Mallorca, for maurerne havde garderet sig suverænt med den imponerende fæstning på toppen af bakken, Santueri. 

Efter erobringen blev området skænket til Nunyo Sanç, greve af Rosselló i det nordlige Catalonien. Dog var det ikke før omkring år 1300, da Kong Jaume II gav tilladelse til handel i byen, at Felanitx fik sit endelige navn og en civilisation var en realitet.

Patriotens hjemstavn

I 1521 opstod en borgerkrig på Mallorca, udløst af spændinger mellem landmændene og styret på fastlandet, på grund af høje skatter. Joanot Colom, en jordejer fra Felanitx, samlede en modstandsgruppe der blev kendt som Broderskabet. Han kampagnerede i mange af de omkringliggende byer på Mallorcas østlige side, hvor det lykkedes ham at samle en hær på godt 3000 mand, som kunne kæmpe imod kongens soldater som var sendt til Mallorca for, at få styr på urolighederne der efterhånden var begyndt at brede sig. I november 1522 fandt slaget ved Sa Pobla sted, hvor Joanot Colom mistede over 2/3 af sin modstandsbevægelse i kamp mod kongens kamptrænede soldater – endeligt den 8. marts 1523 blev han fanget og slået ihjel.

Felanitxs selvforståelse dannes

Efter 300 år hvor Felanitx begyndte at forme sig for alvor som en handelsby og attraktivt boligområde, mødte man først for alvor i 1800 tallet en reel økonomisk optur. Sammen med byen Benissalem, der ligger mere centralt på Mallorca, nød Felanitx godt af den øgede efterspørgsel på vin fra nabolandene, grundet den berygtede vinlus-pest der hærgede store dele af Sydeuropa i anden halvdel af 1800 tallet. Felanitx blev særligt kendt blandt vinelskere for højkvalitets hvidvin, byens vinproduktion blev anset for så vigtig for Mallorca, at en jernbane mellem Palma og Felanitx blev anlagt.

Desværre kunne Mallorca heller ikke som først håbet, komme udenom pesten og enorme arealer med vinstokke måtte brændes til grunden. Dette havde effekt på øens landbrug og særligt vinbønderne i mange år efter, hvorfor mange familier emigrerede til blandt andet Sydamerika for at starte på en frisk.

I dag er Felanitx atter igen ved at vokse sig til en stærk økonomisk kommune, hjulpet af et solidt landbrug, god industri – og grundet den fine placering, turisme. Kommunen huser i alt omkring 20.000 indbyggere fordelt i byerne, Felanitx, Ca’s Concos des Cavaller, Es Carrixó, S’Horta, Portocolom, Son Valls, Son Mesquida, Son Negre og Son Prohens.

Ofte stillede spørgsmål

Felanitx ligger på Mallorcas østlige side, godt 50 km fra Palmas lufthavn.

En taxa fra lufthavnen vil koste omkring 70 euro og tage ca. 35 minutter.

Det ugentlige marked i Felanitx afholdes søndag morgen/formiddag centralt i byen.

Vigtige telefonnumre

Nationalt politi: 091
Nærpoliti: 092
Civilgarden: 062
Brand: 080
Maritime nødstilfælde: +34 900 202 202

Offentlig transport

Buslinje: 501, 512, 514

Flere skønne rejsemål du skal opleve på Mallorca