Palmas katedral - La Seu

Byggeriet af La Seu (catalansk. Sa Seu) blev startet allerede umiddelbart efter den katalanske erobring af Mallorca, i 1229. På netop denne grund stod den tidligere stormoske, da øen var under Maurisk dominans, i perioden fra ca. 729 – 1229. Et nyt kristent samfund skulle hurtigt opbygges, og det var afgørende, at et tempel blev rejst hurtigst muligt til menigheden.

Legender fortæller, at kong Jaume I på overfarten til øen i forbindelse med erobringen, svor at lade en katedral opføre til ære for Maria, hvis han fik succes med sin kampagne: at gøre Mallorca katolsk.

Den første effektive biskop af Mallorca, blev den 25-årige Ramon de Torroella, i 1237, som blev valgt af pave Gregor IX, biskopperne af Lleida, Barcelona og Vic og Ramon de Penyafort, pavens betroede assistent. Torroella stod for opførelsen af katedralens verdslige kanonika, i 1240, og var meget involveret i etableringen af ​​religiøse ordener på øen, organisering af bispedømmet samt sameksistensen med jøder og muslimer. Torroella havde embedet indtil sin død i 1266, hvor han blev begravet i katedralen, der stadig var under opførelse.

Efter Torroellas død havde den nye biskop af Mallorca, Pere de Morella, æren af ​​at indvie hovedalteret i 1269.

Det var under kong Jaume IIs styre (1276-1311), at byggeriet af den nuværende katedral begyndte. De første kapeller til at blive bygget var Treenighedskapellet og det kongelige kapel, hvor Mallorcas konger og deres familier skulle hvile.

Katedralen første arkitekt var Ponç Descoll, som startede arbejdet med i den nye kirke med at skabe Treenighedskapellet. Ponç Descoll menes også at have været den første arkitekt af Bellver-slottet, ligesom han arbejdede på Almudaina-paladset ved siden af ​​katedralen.

Descoll blev senere efterfulgt af Jaume Fabre, også arkitekten bag kirken tilhørende Sant Domingo-klostret i Palma (nedlagt).

I midten af det 14. århundrede overtager arkitekten Berenguer de Montagut ledelsen af byggeriet, hvor katedralen bliver udvidet fra ét tværskib til tre. Det er med stor sandsynlighed, at netop ledelsen under Montagut, har givet katedralen en forbindelse til Santa Maria del Mar, i Barcelona, da han også var arkitekten bag denne.

Der er flere teorier om, hvordan katedralen kom til at have sine sideskibe med apsis, men man er næsten sikker på, at de ikke var en del af de oprindelige tegninger.

Fra historiske dokumenter fremgår det, at katedralen oprindeligt ikke skulle være så høj som den endte med at blive, men der skete en ændring i planerne i forbindelse med annekseringen af Mallorca til Kronen af Aragón, i 1343.

Ifølge den franske kunsthistoriker Marcel Durliat (1917-2006) var arkitekterne påkatedralen Jaume Mates og Llorenç Sosquela, baseret på teorien om, at Juame Mates var kendt for at købe sten fra stenbrudene i Santanyí. Imidlertid forsvarer de catalanske kunsthistorikere Alexandre Cirici i Pellicer og Agustí Duran i Sampere teorien om, at Berenguer de Montagut var den ledende arkitekt.

I årene mellem 1389 og 1397 var det Guillem Oliveres , der ledede katedralens konstruktion, mens stenhuggerne og kunstnerne Pere Morei, Jean de Valenciennes, Henry l’Alemany og Guillem Sagrera skulpturerede den smukke portal kaldet Mirador, der vender ud mod vandsiden. Guillem Sagrera var desuden arkitekt bag den smukke La Llotja markedsbygning i Palma.

Almoina-portalen og klokketårnet stod begge færdige i 1498.

Klokketårnet har ni klokker, hvoraf den største hedder “Eloi” og har en indvendig diameter på 1,98 m. Eloi betjenes manuelt, mens de øvrige otte klokker betjenes mekanisk.

I begyndelsen af ​​det 16. århundrede begyndte opførelsen af ​​korindhegningen i midten af ​​hovedskibet.

Mellem 1592 og 1601 byggede Miquel Verger hovedportalen.

Katedralen stod endeligt færdig i 1601.

I løbet af det 17. og 18. århundrede begynder barokken at gennemsyre katedralens indre, i form af altertavler, malerier og skulpturer præget af post-tridentinsk spiritualitet.

Fra denne periode skiller Corpus Christi-altertavlen, klostergangen og det nye kapitelhus sig ud.

I 1851 var hele hovedfacaden i fare for at styrte sammen på grund af et jordskælv. Restaureringen af ​​katedralen med den nye hovedfacade blev udført af den Madrid-baserede arkitekt, Juan Bautista Peyronnet.

Palmas katedral er et flot eksempel på den såkaldte levantinske gotik, eller middelhavsgotik (Gótico levantino, Gótico mediterráneo), en arkitektonisk retning typisk fundet i middelalderens Aragonien. 

Man ser let de franske foreskrifter i arkitekturen, selvom der også er påvirkninger fra Lombard-Romansk arkitektur.