Vilafranca de Bonany
Vilafranca de Bonany er en kommune og by, der ligger i Mallorcas mest flade del, es Pla.
Vilafranca de Bonany byder på en søvnig landsby, hvor siesta og mallorcinsk sprog dominerer. Her går alting bare lidt langsommere; butikkerne har åbent efter lyst og folk hilser venligt på hinanden i gaderne. Det er et af de her steder, hvor man som turist bliver mødt med en helhjertet gæstfrihed, for de elsker når man aflægger dem et besøg.
I denne guide
Vælg Vilafranca de Bonany for
Her ligger Vilafranca de Bonany
Trænger du til ro og afslapning i naturskønne omgivelser, så er overnatning i Vilafranca de Bonany et helt oplagt valg. Her er blot ét enkelt hotel, da turismen stadig har lange udsigter herude, til gengæld et virkelig lækkert hotel.
Resten af overnatningstilbuddene består af feriehuse og fincas, der tilbyder charmerende og autentiske rammer til dig der foretrækker selv at arrangere det hele.
Typiske seværdigheder i de rurale dele af Mallorca, har et historisk eller religiøst tema – Vilafranca de Bonany er ingen undtagelse. Byen i sig selv er jo en seværdighed, med de mange traditionelle sandstenshuse, med grønne skodder og buede indgange.
Santuari de Bonany er et af de mest ikoniske og historisk vigtigste steder i Vilafranca. I gamle dage vandrede bønder hertil for at bede for regn, før et kloster blev opført. Det var også her, at den kendte præker Junipero Serra, gav sin sidste præken før han drog til Amerika og blev slået ihjel. Santuari de Bonany er på mange måder et fantastisk sted at besøge, ikke mindst pga. af den himmelske panoramaudsigt du får fra bjergtoppen.
Som i mange andre mallorcinske landsbyer, skiller sognekirken sig tydeligt ud i gaderne i Vilafranca. Læg mærke til den flotte barokke hovedindgang med Santa Barabara over sig, skulpturen af Kristus på taget, samt den smukke skulptur af Hellig Hjerte der hænger i kuplen, som blev skabt af Miquel Vadell.
Nok et af de mindste klostre på Mallorca, men ikke desto mindre et koster. Det blev bygget i 1897 af markisen af Vivot, til Søstrene af Omsorg, der stadig bor her og driver det.
I udkanten af Vilafranca finder du byens gamle slagtergård, l’Escorxador, der afviger fra den øvrige arkitektur i byen, med sine nybarokke buer. I dag fungerer bygningerne som kulturhus.
Som sådan ikke en typisk seværdighed, men et minde om en af Vilafrancas store personligheder. Dette hus var nemlig fødested for Joan Mestre Oliver, bedre kendt som Lluís de Vilafranca, en ærbødig franciskansk lægbroder, hvorfor du også ser det franciskanske våbenskjold på facaden. Han var anset for at være en mand af højt intellekt, og var bla. personlig ven af Gaspar Melchor de Jovellanos og Joan Ramis.
Vilafranca er et af de mest populære områder for cykelturisme på disse kanter, navnlig pga. de mange varierede landskaber. Kører du mod vest kan du glæde dig til opstigningen ved bjerget Puig de Bonany, hjemsted for den legendariske eremitage af samme navn, hvor du kæmper dig ad de stejle hårnålesving til du når toppen i 415 meters højde. Fortsætter du mod Sant Joan kommer du gennem de smukke fyrretræsskove ved ses Rotes. Mod øst kører du mod Manacor og de smukke kyststrækninger ved Porto Cristo og Sa Coma. Uanset hvad du er til, så kan du finde det i Vilafranca.
Er du ivrig golfspiller, eller blot nysgerrig på at prøve nogle af Spaniens smukkeste golfbaner, så ligger Vilfranca blot 30 minutters kørsel fra hele 5 fantastiske golfbaner; Son Gual, Vall d’Or, Golf Son Servera, Son Antem og Golf Park Puntiro.
I kort afstand fra Vilafranca de Bonany finder du den gamle herregård els Calderers, som nu er omdannet til ét af Mallorcas største og mest autentiske etnologiske museer.
På els Calderers oplever du næsten på egen hånd, hvordan livet har været for de mest velhavende familier og deres tjenestefolk gennem tiden.
På gården er der også levende dyr, bl.a. sortfodssvin, som gør det endnu mere autentisk at besøge stedet.
Områderne omkring Vilafranca de Bonany byder på en masse naturskønne oplevelser, hvor du kan snuse til den lokale historie og nyde nogle af de fantastiske udsigtspunkter. Mange af vandreruterne starter i Josep Maria Llompart-parken ved selve byen, og fører gennem Lanzell distriktet præget af figentræer, samt den gamle herregård Son Bous’ huse og mølletårne. Herfra kan du vandre op på bakken Puig Rodó, hvor du foruden en smuk udsigt også finder nogle interessante gamle offentlige brønde. Der er også mulighed for at vandre til Santuari de Bonany, det interessante bjergtop kloster hvorfra du kan nyde en himmelsk panoramaudsigt i over 400 meters højde.
Mallorcas vine oplever i disse år stor international interesse, og det er frugten af hårdt arbejde og utallige eksperimenter på de mange vingårde på øen. Ca. 15 minutters kørsel syd for Vilafranca finder du Bodega Son Artigues, en lokal vingård der arrangerer guidede rundvisninger og events. Reserver gerne tid via deres hjemmeside: Bodega Son Artigues
Ca. 15 minutters kørsel nordvest ligger Bodega Son Sureda Ric, hvor Carme og Javier er klar til at vise dig rundt på den historiske ejendom, og fortælle om processerne i forbindelse med vinproduktionen. Son Sureda Ric er kendt for deres mere frugtige smag, en klar anbefaling herfra. Book rundvisning på Son Sureda Ric her
Herude på landet finder du ikke innovative fusionskøkkener og avantgarde anretninger på spisestederne, nærmere det modsatte.
Husmandskost, tapas og traditionelle mallorcinske retter er hvad du finder på menukortene i Vilafranca de Bonany.
Der er masser af spisesteder at vælge mellem, og de fleste steder får du rigtig meget for pengene. Kommer du her til frokost, kan du flere steder få de velkendte Menú del Dia, altså dagens menu, som er 3-4 retter for ca. 10 euro.
Es Cruce, s’Estanc Vell og Ca Na Miquela de Ses Teulers er nogle af de spisetseder, du bør overveje at besøge i Vilafranca de Bonany.
Den søvnige landsby byder ikke på store shoppingoplevelser, her er lidt dagligvarebutikker samt en håndfuld specialbutikker og tøjbutikker. En stor del af handlen i byen foregår på det ugentlige marked om onsdagen, hvor du finder et bredt udvalg af lokale specialiteter som pølser, oste og olier, desuden tøj, sko, blomster, frugter og keramik.
Er du på udkig efter en god shoppingoplevelse, kan du køre til Manacor, Mallorcas næststørste by, hvor du finder et væld af unikke forretninger og masser af gode spisesteder.
Januar
Sant Antoni Abat
Sant Antoni Abat (Antonius den Hellige) er beskytteren af husdyr og alt relateret til husdyr, hvilket gør denne helgen meget vigtig især i landdistrikterne på Mallorca. Om aftenen den 16. januar er byen oplyst med bål, og du kan se forskellige dansegrupper optræde til lyden af traditionelle mallorcinske xeremirs (sækkepiber). Den 17. januar, Sant Antonis officielle dag, velsignes dyrene, og festlighederne fortsætter med parader, dans, mad mm.
Marts
Día de les Illes Balears
Den 1. marts markerer byen Vilafranca dagen for de Baleariske Øers uafhængighed som en autonom region i Spanien.
April
Festes de Pasqua
Påske i Vilafranca betyder adskillige kulturelle og religiøse aktiviteter og begivenheder. På langfredag kan du nyde genskabelsen af Herrens nedstigning i Josep Maria Llomparts park samt en procession gennem byen. Påskedag vil der også være optog i byen for at markere dagen. Den første tirsdag efter påske klatrer et samfund til Santuari de Bonany med snacks og frokost, hvor der også afholdes messe.
Mercat del Llibre
Den sidste søndag i april afholdes den årlige bogmesse i Vilafranca. I løbet af ugen fejrer byen bøger og forfattere med en række interessante aktiviteter og begivenheder.
Juli
Festes de la Beata
Flere steder på Mallorca fejres øens eneste katolske helgen, Catalina Tomàs (f. 1531, Valldemossa – d. 5. april 1572, Palma), inklusiv i Vilafranca. Festlighederne løber af stablen den sidste uge af juli, hvor en række traditionsbundne ritualer udføres sammen med en masse sjove aktiviteter. I Vilafranca har man valgt at gøre fejringen til en rigtig byfest med masser underholdning i gaderne, stort marked, spisninger, lege og meget mere.
September
Festes i Fira de Meló
Vilafranca er Mallorcas største leverandør af meloner, som har været en central del af områdets økonomi gennem flere hundreder år. Hvert år i september fejrer indbyggerne i Vilafranca melonen med en stor melon-messe, hvor der bla. afholdes konkurrencer om de flotteste meloner (frugterne), bedste kvalitet og flere andre. Dertil arrangeres et enormt marked, lege, dyrskue, auktioner, udstillinger mv., samt en masse underholdning i form af koncerter og danseopvisninger. Melon-messen i Vilafranca er en skøn begivenhed værd at køre efter.
Oktober
Fira de Teatre Infantil i Juvenil
I den tredje weekend af oktober retter Vilafranca sit fokus mod områdets børn. Børneteatermessen er en dejlig og glædelig begivenhed, hvor workshops, teaterforestillinger, animationsforestillinger mm er udstillet over hele byen.
December
Festes de Santa Bàrbara
Den 4. december fejrer Vilafranca sin skytshelgen Santa Bàrbara. På denne dag vil der være messe i sognekirken, servering af traditionelle mallorcinske bunyols (kager), efterfulgt af et omfattende program med sjove aktiviteter og arrangementer hele dagen lang. Byens centrum bliver fyldt med forskellige forestillinger, udstillinger, stande, opvisninger, sportskonkurrencer, foredrag mv.
Nit de cap d’any
Nytårsaften fejres ved trappeopgangen til sognekirken, hvor vi siger farvel til det gamle år og byder det nye velkommen.
Talaiotkulturen
Der er fundet mere end 14 forskellige forhistoriske pladser i Vilafrancas kommune, størstedelen af disse er fundet sydøst for selve byen. Blandt de mest seværdige udgravninger er, sa Moleta og talaiottårnene Castellot Vell og Son Pou Vell.
Romertiden
Om – eller hvor meget – romerne havde med Vilafranca de Bonany at gøre, ved vi til dato ikke meget om. Der er ikke fundet nogle ruiner eller rekvisitter, der bevidner om deres tilstedeværelse i området.
Maurerne på Mallorca
Da maurerne i år 902 invaderede og erobrede Mallorca, opdelte de øen i tolv distrikter, mellem emirer – Vilafranca de Bonany hørte under distriktet Yiynau-Bitra, som også indeholdt hvad der i dag er Sineu, ariany, Sant Joan og Petra, altså i hjertet af øen. Flere gårde i området bærer til dato stadig arabiske navne som; Alanzell og Albadallet.
Reconquestaen
Efter den catalanske erobring af Mallorca i 1229, omdøbte Kong Jaume I (Jaume Erobreren) Yiynau-Bitra til Sienu-Petra, ifølge Libre de Repartiment, som er skriftet om Mallorcas opdeling, udfærdiget i 1231.
Kongen skænkede forskellige distrikter og områder til riddere, som stod ham bi under erobringen. Området omkring Vilafranca de Bonany, som dengang blot var kendt som ‘Sant Martí’ – den gård der lå før byen blev planlagt – blev skænket til Ramon Saclusa.
I 1391, blev Sant Martí herregården solgt til Arnau Sureda, som efterfølgende tilføjede Sant Martí til familiens navn.
Selve navnet, Vilafranca de Bonany, stammer fra år 1620 da Kong Phillip III af Spanien, besluttede at bygge en by hvor Sant Martí herregården lå.
Under trediveårskrigen, i 1621, da Spanien gik i krig mod Nederlandene i det nordlige Tyskland, havde man behov for penge til at betale militæret med, hvorfor skatterne steg voldsomt her. Vilafranca blev oprettet som et slags skattefrit område, hvor man i stedet arbejdede for adelige.
Den frie by
Navnet Vilafranca kan deles i to – ‘Vila’ (by) og ‘franc’ (fri) – altså en fri by, hvor der her henvises til skattefri by. Tilnanvnet ‘de Bonany’, som blev tilføjet da flere byer i Spanien allerede hed Vilafranca – kommer efter bakken ‘Puig de Bonany’ ved kommunegrænsen.
Fra traditionelt landbrug til de første frugtplantager og “melonbyen” opstår
Vilafranca de Bonany fik efter mange års strabadser, endelig sin uafhængighed som sogn i 1813, hvor man blev adskilt fra Petra. Godt et århundrede senere, døde det sidste medlem af Sureda familien, som hidtil havde haft mange af områdets helt store gårde, blandt andet Sant Martí. Den nye ejer af disse herregårde, blev en herre ved navn, Juan March (1880-1962). Han begrænsede arealet af hektarer, som hver landmand eller forpagter måtte dyrke på, hvilket gjorde besværliggjorde livet for mange bønder.
Bønder fandt endelig ud af, at hvis de skulle tjene flere penge på deres produkter, måtte de droppe kornhøst. Markedet var for stort og kunne man ikke levere en vis mængde, var avancen for dårlig. I stedet for korn, valgte bønderne at dyrke meloner som solgte rigtigt godt på de nærliggende markeder og inden længe, leverede Vilafranca de Bonany meloner til hele Mallorca.
Mens meloneventyret fortsatte, begyndte andre bønder at grave ler op af jorden for, at kaste sig ind i bygge- og konstruktionsbranchen. Juan March startede Banca March i 1926 og endte med at blive Spaniens mest velhavende mand og verdens syvende mest velhavende. Hans efterkommere er stadig blandt verdens mest velhavende familier.
Her er de bedste overnatningsmuligheder i Vilafranca de Bonany:
Vilafranca de Bonany ligger små 40 km fra Palmas lufthavn.
En taxa fra lufthavnen vil koste omkring 50 euro, og tager en lille halv times tid at køre.
Hvis du foretrækker en mere komfortabel transport, så overvej en privat minibustransfer med aircondition. Se mere og book her
Der er marked hver onsdag morgen i centrum af Vilafranca de Bonany landsby.
Vigtige telefonnumre
Nationalt politi: 091
Nærpoliti: 092
Civilgarden: 062
Brand: 080
Maritime nødstilfælde: +34 900 202 202
Offentlig transport
Buslinje: 401, 417, 442, A42 (lufthavnsbus)
Nyttige links