Camp de Mar
I denne guide
Vælg Camp de Mar for
- God strand
- God beliggenhed
- Roligt område
Hvor ligger Camp de Mar?
Camp de Mar - Rejseguide til aktiviteter og ophold
Camp de Mar er et mindre rejsemål beliggende på Mallorcas sydvestkyst, i en lille beskyttet bugt gemt mellem klipperne. Camp de Mar er godt til par og småbørnsfamilier, der har brug for et roligt område og en god strand.
- Opdateret: 10. februar 2024
Introduktion til Camp de Mar
Camp de Mar er et småt og roligt, men dejligt område på Mallorcas sydvestkyst, nær Port d’Andratx og Peguera.
Bugten her er beskyttet mod vinden, og stranden har fint gyldent-hvidt blødt sand, hvor det rolige turkis-grønne vand bølger op til.
Camp de Mar er et mere roligt rejsemål, der passer til såvel parret som småbørnsfamilien.
Mallorca Pass
Kombiner seværdigheder og aktiviteter med Mallorca Pass, der giver adgang til 14 forskellige seværdigheder, bl.a. La Seu katedralen, Bellver og Palma Aquarium.
Aktiviteter og oplevelser omkring Camp de Mar
Hvad skal man opleve i Camp de Mar?
Camp de Mar er et afslappende lille resort beliggende i en beskyttet bugt, og derfor er det begrænset med seværdigheder oplevelser i det direkte nærområde. Bevares, der er naturligvis en masse smuk natur at se, men jeg tænker ikke at det er det du nødvendigvis falder for her.
Heldigvis er du i Camp de Mar meget tæt på Mallorcas gode vejnet, hvilket gør det let at nå andre steder, både i nærområdet og lidt længere herfra. Så lad os kigge lidt på nogle ting du kan opleve i Camp de Mar og nærområderne.
Strand i Camp de Mar
Playa Camp de Mar byder på lavvandet krystalklart tyrkis-grønt vand, velegnet til børnefamilier og soppere. Langs stranden finder du solvogne på udlejningsbasis, beach barer og brusefaciliteter – alt hvad du har brug for til en dejlig dag på stranden. Playa Camp de Mar er små 200 meter lang og 80 meter bred, her kan være lidt trængt til tider i højsæsonen, da mange dagsbesøgende fra Port d’Andratx besøger Camp de Mar.
Lidt længere henne i bugten ligger to mere naturlige strande, der ikke har så fint sand, men stadig smukt klart og lavt vand. Alt i alt, har du adgang til mere end 350 meter strand i Camp de Mar.
Nyd et cruise rundt om kysten
Udnyt den gode placering og tag på et katamaran cruise rundt om kysten. Under sejlturen kommer du forbi nogle af de skjulte perler, som almindelige turister ikke ser, og du kommer til at svømme i laguner med krystalklart vand, hvor du kan se til bunden mere end 30 meter nede. Katamaranen afgår fra molen i Camp de Mar flere gange om dagen, og du kan vælge, hvor mange timer du vil være væk. Dette er en forfriskende og smuk oplevelse, som du bør opleve.
Tag med ud på bølgen blå, sejl til små skjulte bugter og strande, charmerende havnebyer og dramatiske klippelandskaber. Sejlture er noget af bedste du kan lave på Mallorca.
Golf
Nyd et spil golf på den fantastiske Golf d’Andratx 18-hullers bane beliggende tæt på Camp de Mar. Banen byder på udfordringer for ethvert handicap, såvel som nogle af de mest imponerende designs fuld af søer, frugttræer, palmer, blomster og endda fritgående dyr. Uanset om du er erfaren eller semi-proff, er Golf d’Andratx-banen et must at prøve.
Cykling
Cykling er og bliver én af de mest populære sportsgrene at dyrke på Mallorca, mulighederne er uendelige. De vævede bjergveje, stejle hældninger og skarpe hårnålesving, gør cykling både sjovt og udfordrende på Mallorca. Camp de Mar er et fantastisk udgangspunkt for cykelture, da det ligger mellem både bjerge, kyster og landeveje.
Andre herlige aktiviteter i og nær Camp de Mar
Vandreture
Der er ingen bedre måde at udforske det naturskønne Tramuntana på, end ved at vandre gennem de uforligneligt smukke områder af UNESCO-verdensarven. Oplev det baleariske dyreliv, og nyd den imponerende udsigt fra de mange udsigtspunkter i bjergene, mens du vandrer ad de mange tilgængelige ruter.
Vil du ikke hele vejen op i bjergene, kanb du med fordel holde dig langs kysterne fra Camp de Mar, hvor du kommer forbi en masse små skjulte bugter og laguner, med fuldstændigt klart vand og uspoleret natur.
Art Brunch og live musik
Tæt på Camp de Mar, på klipperne, der adskiller de mange bugter på det sydvestlige Mallorca, finder du kunstmuseet Liedtke. Liedtke byder på flere dejlige aktiviteter såsom kunstmiddag, seminarer, men også den altid så populære søndagsbrunch med levende musik. Her kan du nyde en lækker brunch i middelhavsstil, akkompagneret af tonerne fra band eller soloartist, der spiller i baggrunden, mens du hygger dig. Efter din brunch kan du gå på opdagelse i de flotte samlinger af moderne kunst, mens du nyder den betagende udsigt over bugten.
Besøg CCA kunstmuseum
CCA (Centre of Contemporary Arts) er et af de største udstillingsrum på Mallorca, der udelukkende er dedikeret til samtidskunst. Museet er beliggende i en gammel charmerende finca i udkanten af Andratx med Tramuntana hævet i baggrunden. CCA tilbyder forskellige udstillinger, samt events og aktiviteter for alle aldre, det er en stor attraktion, hvis du har interesse for kunst.
Tag på dagstur til Illa de sa Dragonera – Drageøen
Illa de sa Dragonera er en ø og beskyttet naturreservat, der ligger på den anden side af sundet fra den nærliggende fiskerby, Sant Elm, på Mallorcas syvestkyst. Dragonera har sit navn efter dens form, som ligner ryggen på en drage. Herovre kan du vandre ad 4 forskellige ruter, men du nyder den smukkeste natur og kommer forbi de mest utrolige udsigtspunkter. Du kommer også til at stifte bekendtskab med øens rige dyreliv, bla. de menneskevante sorte firben, som Mallorca er kendt for. Dragonera er en kæmpe oplevelse, og overfarten tager ikke mere end 15 minutter. Gør det!
Opdag den gamle by i Andratx
Andratx er kommunens hovedby, kun en kort køretur fra Camp de Mar. Andratx er en charmerende by med rustikke husfacader, krukker med blomster på gaderne og mange lokale butikker, du kan ose i. Der er også et par seværdigheder, du bør kigge på, for eksempel Son Mas ejendomme bygget som en fæstning med vagttårn, der huser rådhuset. På Son Mas kan du samtidig nyde en gratis kunstudstilling af samtidskunst. Der er også den store befæstede kirke Santa Maria, med dens massive ydre og smukke skatte indeni. Andratx besøges bedst om onsdagen, da det ugentlige marked afholdes denne dag. På markedet kan du ose ved hundredvis af boder og prøve nogle lokale specialiteter, mens du nyder den livlige atmosfære af turister og lokale, der alle forsøger at slå den bedste handel af.
Nyd en frokost i Port d’Andratx
Den nærliggende havn, Port d’Andratx, er kendt som et eksklusivt område, med imponerende villaer på klippevæggene og fancy cafeer på marinaen. Port d’Andratx er et hyggeligt og malerisk sted at nyde en forfriskning, eller tage en sejltur fra.
Tag turen til det gamle Sant Carles vagttårn
På klipperne over Port d’Andratx står det gamle vagttårn kaldet Torre de Sant Carles – eller Torre de sa Mola – der kigger over kysten fra sin position. Mallorca var i gamle dage voldsomt plaget af piratangreb, hvorfor man opsatte tårne til at alarmere.
Hvor skal du bo i Camp de Mar?
Camp de Mar byder på en fin lille håndfuld hoteller, der imødekommer forskellige behov. Dog er det nok “voksne” der er målgruppen her, samt småbørnsfamilien, altså babyer, der kan nyde godt af et hotel i Camp de Mar.
De fleste af hoteller i Camp de Mar byder på havudsigt og superb beliggenhed, tæt på stranden og den lille by.
Er du mere til tilbagetrukket luksus, så kan du vælge Steigenbergers golf resort, som ligger lidt væk fra stranden.
Spisestederne i Camp de Mar
Camp de Mar er en mindre ferieby -og anlagt som ferieby – hvorfor der ikke er autentiske restauranter og tapasbarer i byen. Faktisk er spisestederne i Camp de Mar begrænset til dem på hotellerne, ligesom mange andre af byens beværtninger er.
Et godt alternativ er at tage den korte tur til Port d’Andratx, hvor der ligger en del gode restauranter og spisesteder, flere af dem med udsigt over den smukke havn og bugt.
Barer og natteliv i Camp de Mar
Der er meget begrænset med natteliv i Camp de Mar, faktisk intet. Barerne i byen er begrænset til dem, der hører til på hotellerne, så det er her det foregår.
Skulle du have lyst til lidt mere leben, så er du blot en kort tur fra Port d’Andratx, hvor der sker lidt mere i aftentimerne.
Shopping i Camp de Mar
Du finder en række små lokale shops, der handler med alt fra souvenirs til parfume, her er vel et dusins-stykker alt i alt. Her er naturligvis også mini-supermarked, apotek og bank.
For shopping tager de fleste den korte tur til Port d’Andratx, eller turen ind til Palma og får en rigtig shoppingtur ud af det, når der skal oses eller indkøbes must-haves med hjem fra ferien. Shopping i Port d’Andratx byder på flere udenlandske tøjdesignere, der har deres butikker ud til havnepromenaden, meget eksklusivt miljø.
Ofte Stillede Spørgsmål
Her er de bedste overnatningsmuligheder i Camp de Mar:
Camp de Mar ligger ca. 38 km fra Palma lufthavn.
Turen med taxa vil tage lidt mindre end 30 minutter og koste omkring 45 – 50 euro.
Vigtige telefonnumre
Nationalt politi: 091
Nærpoliti: 092
Civilgarden: 062
Brand: 080
Maritime nødstilfælde: +34 900 202 202
Offentlig transport
Buslinje: 102
Nyttige links
Flere skønne rejsemål du skal opleve på Mallorca
Cala Millor
Cala Millor er østkystens største og mest populære ferieby på Mallorca. Her finder du lækker strand, mange hoteller, spisesteder og aktivitetstilbud.
Port de Pollença
Port de Pollença byder på skønne strande, masser af spisetseder og lækre hoteller, et rigtig godt rejsemål. Port de Pollença er særligt elsket for sin beliggenhed for foden af Serra de Tramuntana.
Palmanova
Palmanova er et oplagt rejsemål, hvis du søger en god all-round badeby, med masser af tilbud til alle aldre. Palmanova har tre vidunderlige strande, samt et bredt udvalg af spisesteder og hoteller.
Port de Sóller
Port de Sóller er én af Mallorcas mest maleriske havnebyer, som ligger på vestkysten, pakket ind i bjerge.