Søg
Close this search box.

Specialiteter på Mallorca. Hvad skal smages?

sobrassada-mallorca-poelser-mallorcinsk-mad-typisk

I denne artikel

Mallorca er en madelskers paradis; det traditionelle landbrugssamfund, der spirer bag de kilometerlange brede sandstrande og hvidpudsede hoteller, giver friske råvarer af særlig høj kvalitet, og kan leveres helt friske til spisestederne hver dag. 

Ligesom med sproget, har Mallorca flere strenge at spille på, når vi taler om madkultur. Foruden det spanske og catalanske køkken, har Mallorca også sit eget cucina mallorquina, der enten består af videreudviklinger af retter fra fastlandet, eller typiske retter fra øsamfundet herude i Middelhavet. 

Smag på Mallorca

Tag med på en smagfuld tur gennem Palmas gamle bydel, og oplev nogle af Mallorcas bedste specialiteter.

Råvarer fra Mallorca

Når vi taler om hvad man skal smage på Mallorca, er typiske mallorcinske/mallorcanske råvarer noget af det første vi må have på plads. For hvilke råvarer er Mallorca kendt for?

 

Mandler

Der finder mere end 7 millioner mandeltræer på Mallorca. Si, den er god nok. Mandler spises ikke blot rå, men bruges typisk til at producere mandelmel med, som ofte bruges hernede i bl.a. brød og kager.

Kapers

De små grønne bær, med den intense smag er typisk på Mallorca, hvor de indgår i mange retter og tilbehør. Særligt området Llubí, ca. midt på øen er kendt for kapers.

Oliven

Vi er i Sydeuropa, og selvfølgelig dyrkes der masser af oliven på Mallorca. Områder som Bunyola og Caimari er kendt for deres oliven, særligt Caimari der hvert år afholder en madfestival for at fejre oliven. Typiske sorter på Mallorca er: Arbequina, Picual og Empeltre.

Fisk og skalddyr

Vi er på en ø, så fisk og skalddyr er næsten givet. I vandene i Det Baleariske Hav er det særligt tun, guldmakrel, sardiner , rejer, muslinger og blæksprutter der fiskes efter. 

Appelsiner

Mallorca er næsten verdenskendt for appelsiner. De varme frodige bjergdale omkring Sóller og Fornalutx, på øens vestlige side, har en særlig intens frugtsmag og utrolig saftighed. Du har ikke smagt en appelsin, før du har smagt appelsiner fra Sóller.

Hvad skal man smage på Mallorca?

Tapas og Pintxos

Du kender sikker tapas fra Spanien, små anretninger der typisk kombineres i stedet for store retter.

Eksempler på typiske tapas du skal smage på Mallorca er:

  • Croquetas de queso (croquetter med ost)
  • Pa amb olí (brød med olie)
  • Gambas al ajillo (rejer i hvidløgsolie)
  • Cazuela de albóndigas de carne en salsa (kødboller i krydret sauce)
  • Frito de marisco (friterede skalddyr)
  • Calamari a la mallorquina (blæksprutter i sauce)

 

Hvad er en pintxo så?

Mallorca har endvidere taget den bastiske pintxo til sig, og gjort den til en fast del af madkulturen på øen. En pintxo er en snack typisk bestående af en skive brød i bunden, med enten pølse, kød, fisk, skalddyr og så en skive peberfrugt eller oliven på toppen. Det hele holdes sammen af en tandstik eller i visse tilfælde et spyd, der sættes ned gennem. Pintxos vil du typisk se på barer, ikke så ofte på cafeer og restauranter.

Camallot

Camallot er nok én af de mest kulturbudne spiser på Mallorca, som har eksisteret siden midten af det 13. århundrede. 

Camallot er den mallorcinske version af den catalanske Botifarra-pølse, en slags blodpølse. Den er lavet med hakket magert kød og blodigt svinekød, blandet med krydderier (peber, allehånde, anis) og salt.

Traditionelt var senefteråret slagtetid på øen, typisk omkring november måned, hvor vejret begynder at blive køligere. Idéen med pølserne var, at anvende hele dyret og at pølserne kunne holde helt frem til høsten.

Svinekød spiller desuden en religiøs betydning på Mallorca, for det var i 1229, at man netop erobrede Mallorca fra muslimerne, så det var vigtigt hurtigt at indføre nye kulturelle standarder på øen, hvilket bl.a. var at spise botifarra, som man havde med fra catalonien.

Så hvis du vil smage Mallorcas sjæl, skal du smage Camallot. 

Sobrassada

Sobrassada er kendt som en pølse, da de bliver syet sammen. Konsistensen af sobrassada minder dog mere om paté, der kan smøres på brød. 

Sobrassada laves af en blanding af svinekam og svinebacon, der mixes med rød paprika, sort peber, salt, samt eventuelt andre krydderier. Man kan også få den ekstra stærk, med ceyennepeber, men det støder du kun på på markederne og i lokale butikker. På spisestederne får du den helt traditionelle variation, som smager helt fantastisk

 

Typiske måder at smage sobrassada på Mallorca er:

  • Stegt sobrassada med spejlæg eller bagte æg.
  • Som smørepålæg på et stykke brød,  evt. toppet med honning eller melon.
  • Bagt sammen med fisk eller kød, typisk som en slags topping.
  • I indbagte tærter.

Coca de Trampó

Coca de Trampó er én af de helt traditionelle mallorcinske retter. Helt grundlæggende består den af en flad dejbund, toppet med forskellige grøntsager. 

Du finder den typisk på de lokale spisesteder, med løg, peberfrugter, tomater og andre grøntsager der dyrkes i områderne. 

Paella mitxa / Paella de marisco

En stor del af Mallorcas madkultur er forbundet med Valencia på fastlandet, hvor bl.a. Spaniens nationalret, Paella, kommer fra. 

Men hvor den traditionelle opskrift foreskriver brug af kød (svindekød, hønsekød), har mallorcinerne enten erstattet med fisk og skalddyr, eller endda blandet det hele. 

Du kan faktisk få Paella på utroligt mange måder på Mallorca, men det er Paella de Marisco (skalddyr) der er den mallorcinske variation, som du skal smage. 

Paella de marisco laves typisk med krabber, muslinger og rejer, som tilsættes risblandingen med safran og enkelte grøntsager.

Espinagada

Espinagada er en slags indbagt tærte, med fyld af enten fisk, kød eller grøntsager. Espinagadas er typiske for særligt egnene omkring Sa Pobla, hvor de serveres med ål fra det nærliggende s’Albufera vådområde, typisk i forbindelse med fejringen af Sant Antoní (Antonius den Hellige) den 16. og 17. januar. 

Du kan få espinagadas mange steder på Mallorca, da det er en speciel mallorcinsk spise.

Frit mallorquí

Frit mallorquí stammer tilbage fra det 14. århundrede, hvor den blev serveret i forbindelse med påsken. 

Essensen af en Frit mallorquí er en blanding af stegte grøntsager med lam, men over årene har man også udviklet den til at kunne serveres med svinekød eller helt uden kød. Det er en populær ret som både tapas eller som hovedret, og du finder den på de fleste spisesteder i byerne på øen.

Søde sager

Ensaimadas

Ensaïmadas er en typisk slags wienerbrød fra Mallorca, lavet af dej der er strukket ud og rullet som en snegl, toppet med sukker eller flormelis.

Ensaïmadas kommer i flere variationer, nogle gange bagt med svinefedt, nogle gange med anden topping. Men typisk ser du dem i bagerbutikker, supermarkeder, på markedspladserne og morgenmadsbuffeterne. Kort sagt, et helt traditionel t wienerbrød.

Bunyols

Bunyols er små friturestegte dejboller, der minder om en blanding mellem en æbleskive og en donut. Dejen laves typisk af kartoffel, sød kartoffel, æg, mel, vand og olie.

Den mest almidelige måde at få bunyols på, er hvor der er lavet en indhuling i toppen af bollen, som fyldes med enten sukker, honning eller marmelade.

Men bunyols kommer også i mere salte variationer, og kan findes med ost, kød eller bare olivenolie. 

Cardenal de Lloseta

Hvis ikke du har hørt om den lille by Lloseta før, så kommer du til det nu, særligt hvis du som jeg har en sød tand

En Cardenal de Lloseta er en svampet flødeskumskage, med bagt marengs på toppen.

Kagen blev opfundet på Forn de Baix i hjertet af byen Lloseta, for ca. 60 år siden. Den figurerer på mange menukort omkring på øen, for det er virkelig en lækkerbisken du skal smage.

Gató mallorquín

Gató mallorquín er en typisk mandelkage fra Mallorca, som kan dateres tilbage til det 17. århundrede, fra en blanding af fransk og mallorcinsk køkken. Dens navn stammer fra det franske ord gâteau (kage).

Mandelkagen serveres normalt ledsaget af mandelis om sommeren og en kop varm chokolade om vinteren.

Flere interessante steder du skal opleve på Mallorca