Pollentia – romerske ruiner

Lige udenfor Alcúdias historiske gamle by, ligger ruinerne Pollentia, den første etablerede urbanisering på Mallorcas nordkyst, bygget af romerne.
Under udgravninger har man gjort store arkæologiske fund som f.eks. mønter, rekvisitter og skeletter, altsammen vidner om en velhavende by.Alle fund fra udgravningerne opbevares på Alcúdias monografiske museum, Museu Monograficó, der ligger inde i byen nær kirken.
Udgravningerne af Pollentia begyndte i 1920’erne og man er stadig ikke færdig, hvorfor primært fire områder af ruinerne er åbne for turister; bopælene, forum, teaterpladsen samt en nekropolis.
Beboelsesområdet
Beboelsesområdet er det første område du kommer forbi, når du træder ind i Pollentia. Én af de mest interessante udgravninger, har været udgravningen af ejendommen, Santa Anna de Can Costa. Denne ejendom har vist sig at have tilhørt prætoren, hvori man har gjort nogle meget spændende fund, bla. resterne af et bronze-hestehoved og mosaik med menneskefigurer og fugle, som nu opbevares på Mallorcas museum i Palma.
Et af rummene i ejendommen, har bla. vist et tidligt eksempel på gulvvarme, et såkaldt hypocaustum.
Forum
Store dele af Pollentias store forum kan stadig ses, bla. i form af sokler fra statuer, ruiner af et tempel samt blokke af huse, hvor boder og værksteder har hørt til mellem de smalle gader.
Nylige udgravninger har ledt til en større bygning i den østlige del af forummet, som menes at have været en markedsbygning (macellum). Ved siden af denne markedsbygning, er der fundet en flot mosaik tavle af sort og hvid marmor, som har tilhørt en betydningsfuld bygning, men er endnu ikke færdiganalyseret.
Et andet interessant fund omkring forum, er et citadel, hvis formål har været at aflukke dele af byens kerne. En mur samt to tårne er indtil videre fundet.
Nekropolis (gravpladserne)
Pollentias nekropolis blev opdaget i 1930, da arkæologerne, J. Llabrés og R. Isasi, gik igang med udgravningerne af en ejendom man kaldte, Can Fanals. Her fandt man resterne af en aflang bygning, som var blevet destrueret til grunden, hvilken man identificerede som en basilika.
I forbindelse med disse udgravninger, kunne de endvidere dokumentere 38 gravpladser gravet ned i jorden, hvoraf 26 af disse var lagt på stribe og hvor nogle af dem krydsede bygningen. Senere, i 1942, blev 22 gravpladser mere fundet her, disse med gravskatte. Samtidig blev også ruinerne af en bygningskonstruktion fundet, som havde en polykromisk mosaik bygget ind i væggen. Igen mellem 1949 og 1950, blev hele 42 flere gravpladser fundet her.
Teaterpladsen
Teaterpladsen ligger bagerst i Pollentia, det tager faktisk omrking 10 minutter at gå derned fra indgangen, uden stop. Teaterpladsen har en imponerende diameter på 75 m og har kunne rumme ca. 1.000 siddende tilskuere.
Strukturen af teaterpladsen, er en semicirkulær cavea gravet ind i klippevæggen. Denne del er den bedst bevarede af teaterpladsen, og man kan tydeligt se hvordan den er inddelt i sektioner, såkaldte cunei, ved hjælp af trappegange. Siddepladser til prominente personer og præster er også bevaret, såkaldte proedria.
De første arkæologiske udgravninger foretaget omkring teaterpladser skete i 1800-tallet, hvor man identificerede stedet som netop et teater. Siden har diverse udgravningsprojekter foreslået forskellige oprindelsestidspunkter og brugsfunktioner, men i 1952 blev det slået fast, at teaterpladsen altså var fra romertiden og sandsynligvis konstrueret i det første århundrede e.Kr..
Hvis du vil se mere, kan du fortsætte ad stierne efter ruinerne til Oratorio de Santa Anna. En lille velbevaret kirke, der nyligt er blevet erklæret national kulturarv. Den er restaureret 4 gange, senest i 1980 og er kun åben for turister om morgenen, hyggelig og seværdig.
Pollentia-ruinerne er en seværdighed for såvel børn som voksne, en virkelig interessant aktivitet for hele familien. Er I på sommerferie ved Port d’Alcúdias dejlige strande, kan I let tage ind til Alcúdia med bus eller bil og besøge ruinerne og de mange andre seværdigheder i Alcúdias historiske bydel.
Information:
Pollentia
Av. Príncep d’Espanya
07400 Alcúdia
Åbningstider & Entré ved Pollentia
Tirsdag – søndag | 09:30 – 20:30 |
Entré | 4 € |
Alcúdia
Alcúdia er vel sagtens det mest populære rejsemål på Mallorca, især blandt danskerne. Alcúdia er særligt kendt og elsket for sine lækre strande og kæmpe udvalg af hoteller der ligge flot med direkte adgang til de hvide sandstrande. Alcúdia er et spændende sted at gå på opdagelse, her er et væld af seværdigheder og en intim og samtidig vibrerende atmosfære i den gamle bydel. Besøg f.eks. den tidligere romerske hovedstad, Pollentia, middelalderkapellet Santa Anna, det monografiske museum og oplev de gamle bymure der gjorde Alcúdia til en fæstning i gamle tider. Hver tirsdag og søndag løber et af Mallorcas største og mest populære turistmarkeder af stablen i den gamle bydel, hvor du kan nyde en summen af tusindvis af handlende, smage lokale delikatesser og handle dig til gode priser på kvalitetsvarer.¨
Flere seværdigheder omkring Alcúdia
Opdag Raiguer-regionen på Mallorca
Raiguer er en region der løber fra Santa Maria del Cami i syd til Alcúdia og Aucanada-odden i nord. Raiguer byder på nogle af de mest nuancerede landskaber på øen, da den har bjerge omkring Alaró, Binibona, Lloseta og Caimari, kyster ved Alcúdia og Aucanada og endelig idylleriske rurale landområder omkring Santa Maria del Cami, sa Pobla, Moscari, Biniamar og Consell. Der er masser at opleve i Raiguer, masser af aktiviteter der kan nydes og en god blanding af både autenticitet og turisme.