Capdepera

Capdepera, rejseguide til aktiviteter og overnatning

Capdepera er en historisk by beliggende på Mallorcas nordøstlige næsetip, som kan besøges året rundt.

I Capdepera bor du under 3 km fra den populære og dejlige ferieby, Cala Ratjada, med sine smukke sandstrande og mange butikker og spisesteder.

Capdepera byder på rustik charme, afslappende atmosfære, skøn udsigt samt rigeligt med mulighed for fysisk aktivitet.

Capdeperas lange og spændende historie er manifesteret i byens snævre gader, der løber op og ned ad bjergskråningerne. Her mærker du den nærværende stemning blandt byens ‘Gabellis’ og ‘Gabellinas’.

Capdepera er bygget omkring det store middelalderslot – og områdets nok største seværdighed – det imponerende Castell de Capdepera. Førhen bestod Capdepera udelukkende af små huse bygget indenfor de mægtige mure, men har siden udviklet sig, da pirat og vandalangreb fra søsiden hørte op i 1600-tallet.

I denne guide

Vælg Capdepera for

Her ligger Capdepera

capdepera-mallorca-kort

Bedste overnatningssteder og opholdstilbud i Capdepera

Capdepera er et sted du søger til, hvis du leder efter rolige omgivelser, luksus og alligevel i rimelig afstand til strande og byliv. Det er også netop disse betingelser der gør, at langt størstedelen af hotellerne i Capdepera er deciderede voksenhoteller, med snært af luksus.

hotel-capdepera-by-mallorca-luksus

Hotel Creu de Tau Art&Spa-Adults only

Booking.com
hotel-capdepera-bjerge-mallorca-isoleret-luksus

Predi Son Jaumell Hotel Rural

Booking.com
Agroturismo i Capdepera på Mallorca.

Agroturismo Ses Cases de Fetget

Booking.com

Seværdigheder og udflugtsmål omkring Capdepera

Capdepera er en historisk by, og derfor er der også en række seværdigheder du skal rundt og se i lokalområdet. Den største seværdighed er uden tvivl middelalderslottet Castell de Capdepera, der er hele områdets vartegn.

Castell de Capdepera

Områdets helt store turistattraktion er middelalder-fæstningen, Castell de Capdepera, bygget helt tilbage i 1300. Fæstningen blev oprindeligt bygget i forbindelse med angreb på Menorca, der på tidspunktet stadig var under maurisk dominans. Siden voksede en landsby bag murene, som senere ekspanderede og blev til Capdepera som du ser den i dag. Castell de Capdepera er en fantastisk oplevelse for hele familien, og på klare dage kan du let se over til naboøen, Menorca.

Besøg og lær om den gamle fæstning

Besøg Palau de Ca’n March / Torre Cega

I Cala Ratjada, som hører under Capdepera, finder du det imponerende palæ, Ca’n March, der engang tilhørte Joan March i Ordinas (stifteren af Banca March) og hans hustru. I palæet kan du gå på opdagelse i udsøgte kunstværker, samt den underskønne botaniske have og skulpturpark.

Besøg Palau de Can March

Besøg den store turistattraktion Cuevas de Artà

Cuevas de Arta (Arta-hulerne) er blandt de mest imponerende og besøgte drypstenshuler på Mallorca, sammen med Dragegrotterne. Gå på opdagelse i en forunderlig verden af nogle af naturens finurlige kreationer, der oplyses i alverdens farver og skaber figurer som i et eventyr.

Besøg Cuevas de Arta

Torre de Canyamel

Torre de Canyamel er endnu et stykke militærarkitektur værd at svinge forbi. Fæstningen blev oprindeligt bygget for at beskytte områdets bønder mod angreb i den sene middelalder. I dag fungerer stedet som udstillingshal og bruges til events. Ved siden af fæstningen finder du en skøn autentisk restaurant, kendt og elsket for deres helstegte pattegris.

Besøg Torre de Canyamel

Tag turen til Capdeperas fyrtån og nyd panoramaudsigten over kysten

Capdeperas fyrtårn finder du på de yderste klippeskråninger i Cala Ratjada. Fyret er et af områdets mest populære udflugtsmål grundet den utrolige position, hvorfra du kan se over hele kyststrækningen og Cala Ratjada.

Andre skønne aktiviteter i Capdepera

Der er masser af muligheder for at vandre og cykle på eventyr i de nærliggende bjerge, hvor du kan nå nogle helt fantastiske udsigtspunkter over Mallorcas bugtede østkyst. Der er flere dejlige vandreruter, der vil føre dig gennem nogle enestående naturområder, bla. naturparken Serra de Llevant.

Vandring omkring Capdepera

Vandring er en drøm på disse kanter, området er som skabt til at du skal vandre det tyndt. Om du er til en afslappende gåtur eller har taget vandresko med på ferien, så er der noget til dig her.

For dig der bare vil nyde en spadseretur i smukke omgivelser, kan du gå rundt om kysterne ved Cala Ratjada, Cala Gat, Cala Mesquida og Cala Aguilla, alle smukke bugter, der er lette at komme til.

Du kan også tage turen op til Capdeperas fyrtårn på klipperne over Cala Ratjada og nyde den fantastiske udsigt. Turen er rimelig, og kræver ikke det store da stigningen er nogenlunde jævn.

Er du derimod til vandreeventyr, kan du glæde dig til at vandre op på bjergskråningerne over Capdepera, hvor du bla. kan nå til ruinerne af det gamle vagttårn, Torre de Son Jeumell, hvorfra du får den mest utrolige udsigt 270 meter over havets overflade.

Tag længere mod vest, til Artà, hvor du kan komme ind i naturparken Serra de Llevant, domineret af Mallorcas anden bjergkæde. Her kan du glæde dig til markerede vandreruter, der tager dig gennem den uspolerede baleariske natur, forbi ældgamle  mauriske gårde, og til de mest utrolige udsigtspunkter over bjerge og kyster.

Cykling omkring Capdepera

Cykling er og bliver en populær sport på Mallorca. Capdepera er helt oplagt til cykling, med det kuperede terræn, Llevant-bjergene og de smukke kystlinjer.

Det enorme og veltilrettelagte vejnet på øen, gør det let at nå andre smukke steder, og i løbet af kort tid kan du nå charmerende rurale landbrugssamfund, lange kyststrækninger og endda de UNESCO-beskyttede Tramuntana-bjerge.

Spil golf

Golf er et af Capdeperas store trækplastre, hele 3 udfordrende og smukke golfbaner befinder sig indenfor 10 minutters kørsel af Capdeperas bycentrum. Golfbanerne heroppe i den nordøstlige del af Mallorca er kendt som nogle af de mest udfordrende på øen, og samtidig nogle af de mest vel-designede.

Oplev Capdepera på hesteryg

Der er stalde i Cala Ratjada, blot 5 minutter fra Capdepera, hvor du kan leje hest og tage med på guidede ture i de smukke omgivelser. På hesteryg er du virkelig ét med naturen, og du kan roligt slappe af til takterne af hesteskoene der rytmisk bringer dig fremad.

Cruise kysten

Tag ned til havnen i Cala Ratjada og hop ombord på en af ​​katamaranerne, og sejl afsted omkring den smukke kyst. Der er en række forskellige ture at vælge imellem; du kan tage på delfinsafari, heldagsture, halvdagsture, solnedgangs- eller solopgangsture, alt sammen utroligt naturskønt og smukt. Under de fleste af bådturene stopper du ved nogle af de skjulte perler langs kysten, hvor du kan tage en svømmetur i det klare turkise vand.

Tag på et dykkereventyr

Besøg et af de lokale dykkercentre og find den rigtige udflugt til dine lyster. Sammen med en instruktør vil du dykke til nogle af de mest fantastiske og fascinerende steder under havets overflade. Huler, rev og dale fulde af havvegetation og farverige skabninger venter i det dybe blå, det er et magisk og virkelig mindeværdigt eventyr.

Spisestederne i Capdepera

Capdepera byder indenfor til et traditionelt spansk og mallorcinsk køkken, serviceminded personale og lækre friske råvarer. Du løber bestemt ikke tør for steder at forkæle smagsløgene – såvel selve Capdepera som dens omkringliggende nabobyer har et bredt udvalg af spisesteder, der serverer mad efter høje internationale standarder og til et internationalt publikum.

Marked i Capdepera

Hver onsdag formiddag afholdes det ugentlige marked i Capdepera, hvor du kan lade dig friste af farverige og friske delikatesser, lædervarer, tøj og lokalt håndværk. Markedet starter som regel allerede ved 8-tiden om morgenen, og løber frem til ca. 14:00.

Indkøb i Capdepera

Der er ikke mange butikker i Capdepera, så er det sagt. Men du kan sagtens få stillet shoppinglysten i området. Tag ned til Cala Ratjada, 5 minutter fra Capdepera, hvor der venter et rigt shoppingliv med alt fra lokalt håndværk til internationale fashion brands.

Årlige Begivenheder i Capdepera

Mallorcas landsbyer er kendt for at fejre forskellige skytshelgener, samt lokale traditioner gennem året. Én af de mere interessante begivenheder i Capdepera, er det store middelalder-marked, der afholdes hvert år den tredje weekend i maj på Castell de Capdepera.

I slutningen af august fejres byens skytshelgen, med procession, sportsaktiviteter, hesteløb og meget andet. Om aftenen – kendt under navnet ‘Ildens Aften’ – skydes der et enormt fyrværkerishow af, mens dansere og gøglere underholder i gaderne med forskellige optrædener.

Maj

Middelaldermarked

Tredje weekend i maj er en af de helt særlige i Capdepera, det er nemlig her årets store middelaldermarked og messe foregår. Middelaldermarkedet afholdes selvfølgelig på Capdeperas gamle fæstnings, Castell de Capdepera, der blev anlagt helt tilbage i 1300, og som byen er udsprunget fra.

På markedet kan du møde smede, tømrere, stenhuggere, skomagere, magikere, gøglere, musikere og mange flere, alle sammen repræsentanter af middelalderens Mallorca.

Hele byen er faktisk klædt i middelalderlige dekorationer, og det er svært ikke at blive fanget af den euforiske stemning.

 

Juli

El Carme

Som en traditionel fiskerby, fejrer Cala Ratjada også skytshelgen for søens folk, Vor Frue af Karmelbjerget, den 16. juli. Her kan du opleve en procession til havs, forskellige kulturelle aktiviteter samt optræden af habaneras.

 

August

Festes de Sant Roc i Sant Bartolomé

Sommerfestligehederne i Cala Ratjada er altid et herligt syn og sjovt at være med til. Gennem hele august måned arrangeres der et væld af festlige events og aktiviteter for alle aldre i den charmerende havneby, der tiltrækker både lokale og turister. Her kan opleves lege, konkurrencer, markeder, udstillinger, koncerter og meget mere.

 

Festes de Sant Bartolomé

Sant Bartolomé er skytshelgen for Capdepera, og fejres naturligvis også i byen. En hel uge i august er byen dekoreret i festlige farver, der er sjov i gaderne og masser af aktiviteter og events at nyde. Der er også underholdning af forskellig art.

 

Oktober

Mostra de la Llampuga (mahi-mahi messe)

Én af de mest elskede fisk på Mallorca er Mahi-Mahi, også kendt som delfinfisk. Messen afholdes naturligvis i Cala Ratjada, og inkluderer en serie af gastronomiske events som madlavningskonkurrencer, tapas og meget mere, alt sammen med omdrejningspunkt i delfinfisk. Der er naturligvis også masser af anden underholdning, som musik og danseoptrædener.

 

Ofte Stillede Spørgsmål

Capdepera ligger i det nordøstlige hjørne af Mallorca, cirka 76 km fra Palmas lufthavn. Transporttiden med bil eller taxa er omkring 55 minutter til en time.

En taxa fra lufthavnen vil koste omkring 90 euro.

Hvis du foretrækker en mere komfortabel overførsel, så overvej en privat minibustransfer. Se mere og book her

Onsdag formiddag er der marked i Capdepera by, på det centrale bytorv.

Vigtige telefonnumre

Nationalt politi: 091
Nærpoliti: 092
Civilgarden: 062
Brand: 080
Maritime nødstilfælde: +34 900 202 202

Offentlig transport

Buslinje: 411, 422, 423, 424