Castell de Santueri

Et par kilometer sydøst for Felanitx, ligger vel nok områdets største attraktion, nemlig den ældgamle borg; Castell de Santueri.
Placeret i over 400 meters højde og bygget ind i de stejle klippeformationer, vidner Castell de Santueri om strategisk bevågenhed allerede før romernes tid på Mallorca. Arkæologer mener, at helt tilbage fra talaiotkulturen, har bakketoppen været brugt som et religiøst samlingssted, mens der ingen tvivl er omkring romernes brug af stedet, da navnet ‘santueri’, kommer af det latinske ord ‘santuerium’ der netop betyder tempel.
Både romerne og maurerne har gennem tiderne bygget på borgen og når du kommer herop, vil du se hvorfor placeringen var ideel til en fæstning. Klipperne heroppe er nemlig så stejle, at de udgør en del af muren på fæstningen, hvorfor den også har voldt angribere voldsomme problemer gennem tiderne – rent faktisk var Castell de Santueri det sidste katalanerne erobrede fra maurerne i 1231.
Den seneste modifikation af borgen, skete i 1489, hvor et antal vagttårne blev bygget ind i væggene og borgens hovedtårn, ‘Homage’, ombygget i en klassisk cylinderformet struktur.
Op gennem middelalderen, blev Castell de Santueri brugt som tilflugtssted, blandt andet for baroner der flygtede under Broderskabets oprør mellem årene 1521-1523.
Turen op til borgen kan være hård, da den sidste etape – godt 1,3 km – skal tilbagelægges til fods og snor sig rundt om bjergtoppen via snævre skovstier. Tilgengæld vil du oppe ved den mægtige fæstning, blive belønnet med en enestående panoramaudsigt over Mallorcas smukke sydøstkyst.
Felanitx
Felanitx er en by og kommune beliggende på Mallorcas østlige side. Foruden selve byen består Felanitx også af den populære lystbådehavn Portocolom, der over årene har udviklet sig til et populært rejsemål med masser af restauranter og muligheder for ophold. Felanitx byder på masser af kultur og historie der kommer til udtryk i de mange årlige begivenheder og seværdigheder der er værd at kigge forbi. Særligt i forhold til seværdigheder kan Felanitx prale af at være hjemsted for et af Spaniens 10 mest unikke borge, nemlig Castell de Santueri. Men også det imponerende bjergtop-kloster Santuari de Sant Salvador, sognekirken Sant Miquel, augustin-klosteret og den gamle enologiske station er værd at svinge forbi på turen.
Flere seværdigheder omkring Felanitx
Opdag Migjorn-regionen på Mallorca
Migjorn-regionen er den mest sydlige region på Mallorca, og samtidig den tørreste.Den består af kommunerne Campos, Llucmajor, Sanatní, Ses Salines og Felanitx, der blandt andet byder på populære rejsemål som Cala d’Or, s’Arenal og Portocolom. De mange flade arealer i Migjorn-regionen gør det attraktivt at cykle her, særligt omkring Llucmajor er cykelturisme meget populært. I det sydøstlige hjørne af regionen finder du desuden det smukke naturområde, Mondragó Park, som er et populært besøgsmål for strandgæster og naturelskere.