Llucmajor

Llucmajor er sydkystens anden hovedstad på Mallorca, her bor godt og vel 13.000 mennesker, hvilket gør den til en af de mellemstore byer på øen. Llucmajor har spillet en afgørende rolle i Mallorcas historie, hvilket i sig selv skaber kulisse til et besøg her.

Llucmajor er i en indledende forandringsfase, fra industrisamfund til turistattraktion, hvilket i høj grad skyldes de fantastiske strande blot 15 km fra byens centrum, storslåede hoteller samt adgang til flere kendte golfbaner. Desuden har Llucmajor i mange år været kendt som cykelrytternes mekka og man forstår let hvorfor.

 

 

Rundt i Llucmajor

Llucmajor tilbyder dejlige rammer for stort set en hver type ferie, dog er golfspillere og cyklister måske det mere oplagte publikum til en ferie her. Centrum af Llucmajor er ved Placa d’Espanya, her finder du en række imponerende bygningsværker, blandt andet det smukke rådhus med sit klokketårn og facade klædt i ægte mallorcinsk marmor, rådhuset bærer også navnet ‘Casa Consistorial, año 1882’. Overfor rådhuset, på den modsatte side af den store plads, ser du den meget kendte Café Colón, hvor du passende kan starte din sightseeing med en kop kaffe.

Fortætter du ned ad den sydgående gade fra Placa d’Espanya, Carrer del Bisbe Taixequet, vil du på højre side se en smuk bygning fra 1908 hvor banken ‘La Gaixa’ holder til. Længere hen ad vejen på samme side, finder du Ca ses Xilenes eller Chilenernes Hus, som blev bygget i 1925 af en meget velhavende familie der havde tjent deres formue på projekter i Chile.

 

Placeta del Sabater

Efter at have passeret Ca ses Xilenes, vil du se en lille trekantet plads længere fremme hvor vejen deler sig. Denne plads er kendt som Placeta del Sabater og før i tiden bar den navnet Jardinet, som betyder små haver. På midten af den i øvrigt hyggelige lille plads, står et monument i sten fra Santanyí, som er en dedikation til byens skomagere, som var byens hovederhverv frem til 1970’erne. Skulptøren bag var Tomás Vila, og skulpturen blev indviet den 10. august 1963.

 

Monumentet af Kong Jaume III

Fra Placeta del Sabater forsætter du ad Carrer del Bisbe Taixequet, fra pladsens højre side og frem til hvor vejen slutter. Her vil du ret fremme se den store statue forestillende Prins Jaume, søn af Kong Jaume III, der holder sin fars afdøde krop, mens han holder fanen høj med flaget for Kongeriget Mallorca. Arkitekten Rubió Bellver har sammen med skulptør Camps Arnau (en af Gaudís diciple), formet dette monument som blev indviet i 1927. Et af varemærkerne for Llucmajor.

 

Iglesia parroquial de Sant Miquel

Sognekirken Sant Miquel blev bygget oven på en anden kirke af gotisk stil fra 1386. Kirken har traditionel og klassicistisk karakter med barok indflydelse og mangel på arkitektoniske ornamenter og understreger dermed sin grandiositet udefra. Arbejdet startede i 1784 og blev formentlig afsluttet omkring år 1866, som det står skrevet i selve kirkesalen. Arkitekten var Isidro González Velázquez, som har givet den sit særprægede høje klokketårn. I denne kirke hvilede også den livløse krop af kong Jaime III, før hans lig blev flyttet til domkirken i Palma.

 

Mercat del Peix 

Markedsbygningen i Llucmajor, som i gamle dage fungerede som fiskemarked, er i dag ikke længere i brug men står som et symbol på byens mangeårige tradition for handel. Arkitekten Jaume Alenyar stod bag bygningen, som stod færdig i 1916 i modernistisk stil. Du vil bemærke at bygningen har meget få dekorationer på facaderne, hvilket oprindeligt var tanken at arkitekten Gaspar Bennassar Moner, skulle sætte sit berømte mallorcinske kendetegn på, men projektet blev grundet krise, aldrig ført ud i livet.

 

Convent i església de Sant Bonaventura 

I 1608 bosatte franciskanerne sig ved den nuværende placering, og kirken blev efterfølgende bygget mellem 1620 og 1656. Klosteret blev bygget efter templet, i anden halvdel af det 17. århundrede. Templet er i renæssancestil i sobre og elegante linjer, og var det næstsidste tempel grundlagt af franciskanerne på Mallorca.

 

S’Espigolera

Statuen af ‘S’Espigolera’, lavet i bronze i 1965 af billedhuggeren Horacio de Eguía, forestiller en pige med små fletninger klædt i det typiske mallorcinske pigedragt. Monumentet er en hyldest til Maria Antonia Salva, digterinde af Llucmajor, og er placeret på pladsen foran Sant Bonaventura.

 

Poblat Talaiòtic de Capocorb Vell

Caporcorb Vell i den sydlige del af Llucmajor kommune, er ikke alene et oplagt mål eller hvilestop til en fantastisk cykeltur, men også én af Mallorcas og faktisk hele Sydeuropas mest berømte og mest velbevarede talaiot samlinger fra bronzealderen. Capocorp Vell viser dig med sin imponerende stand, hvordan et typisk samfundsliv i bronzealderen har set ud. Disse stenkonstruktioner blev brugt som defensive forter, vagttårne til at kortlægge og overvåge jorden fra samt som offentlige mødesteder hvor religiøse og politiske aktiviteter kunne finde sted.

Capocorp Vell ligger i den mindre produktive del af Llucmajor kommune, og takket være kulturfredningsarbejde, har det heller ikke været muligt for virksomheder at bygge eller producere i nærheden af Capocorp Vell.

 

 

Cykelturisme i Llucmajor

Med et samlet areal på over 400 km, tilbyder Llucmajor det mest omfattende cykelnetværk på hele Mallorca. Samtlige officielle cykelruter i Llucmajor er nøje tilpasset og afmålt, så de med sikkerhed vil falde i god smag hos både amatører og professionelle, der kan nyde deres ynglings sport.

Langt de fleste af cykelruterne i Llucmajor, er tilrettelagt så du får de mest bemærkelsesværdige og forunderlige dele af landskabet med, når du cykler rundt. I januar og februar, når mandeltræernes blomster springer ud, vil du blandt andet opleve den røde jord, blive klædt med et smukt hvidt slør. Langs de stejle kyststrækninger sydligst i kommunen, vil dine øjne blive forkælet med udsigten over Middelhavet og den enestående smukke ø, Illa sa Cabrera samt de utallige små perler af bugter langt kysten.

Llucmajor har et generelt meget fladt landskab og her er ikke meget skygge, derfor er det også vigtigt at du tager dine forholdsregler når du cykler her.

  • Mange af cykelruterne strækker sig på landeveje, så kør altid inde i vejkantens højre side.
  • Respekter andre cyklister, vejskilte og færdselsregler.
  • Hav altid godt med væske og næring med på cykelturen.
  • Brug solcreme og solbriller, specielt i foråret hvor solen er meget skarp på Mallorca.
  • Respekter den smukke natur og smid ikke med dit affald.

 

 

Strande i Llucmajor

Med over 45 kilometer kyststrækning i kommunen, kan Llucmajor tilbyde strande der er tilpasset den enkeltes behov og lyster. Her findes rolige, hvide strande ideelle for børnefamilier, her findes isolerede strande for dig med behov for en apatisk stemning og endeligt stenstrande, ideelle for dykkere der skal på eventyr under havets overflade.

Netop strandene er et stort fokusområde for kommunen. Som tidligere nævnt, er Llucmajor i en etablerende fase i forhold til at udbygge og forbedre turistattraktionerne, hvilket blandt andet betyder at kommunen har indført og afsat store summer penge af til bevaring og forbedring af strandområderne.

©2017 Mallorca Oplevelser | Rejse til Mallorca, hotel, destinationer, seværdigheder, aktiviteter, markeder, oplevelser

Log in with your credentials

Forgot your details?