Banyalbufar

This post is also available in: English

Rejse til Banyalbufar

Banyalbufar ligger på Mallorcas vestkyst, langs Tramuntana-bjergenes stedsegrønne bugter og kendt som én af Mallorcas smukkeste byer. Området omkring Banyalbyfar har en enestående panoramaudsigt over Det Baleariske Hav, hvis safirblå bølger bruser op på klipperne.

Turen til Banyalbufar fra Palma, er mindst lige så smuk, som selve byen og området. De snoede veje bringer dig gennem idylliske små landsbysamfund fyldt med charme og regionalarkitektur, plantager af oliven, appelsiner og mandler – et sammensurium af “det sande Mallorca”.

Banyalbufar

6.73333333333

Aktivitetstilbud

8/10

    Beliggenhed

    5/10

      Restaurant- og byliv

      8/10

        Særligt godt hvis du søger:

        • Smuk natur
        • Udsigt
        • Ikke turistet

        Bedste indkvartering i Banyalbufar

        Ferie Banyalbufar

        Byens særlige udseende -og varemærke, er de såkaldte marjades, som danner rækker og atter rækker af terrasser med huse på bjergsiden med udsigt over havet. Man mener at under den mauriske dominans på øen, har disse anlæg været brugt som et avanceret vandingssystem, hvor man har kunne dyrke afgrøder på terrasserne.

        Banyalbufar kan oversættes til “Gården ved havet” – og med sin beliggenhed 300 meter over havets overflade, på de frodige bjergskråninger, er der ingen tvivl om, at Banyalbufar er udviklingen af et landbrugssamfund, der har levet her i mere end 1500 år.

        Banyalbufar er en charmerende og rolig landsby. Her dyrker man stilheden og idyllen ved havet og siestas praktiseres stadig i bedste velgående.

        Hoveddelen af beskæftigelsen i Banyalbufar består af landbrug, De mange grønne arealer samt klimaet omkring Serra de Tramuntana-bjergkæden, giver optimale betingelser for dyrkning af særligt tomater.

        For dig der vil opleve ægte mallorcinsk landsbyidyl, kombineret med enestående natur, er Banyalbufar et perfekt valg til ferien. Byen ligger omkring 35 km fra hovedstaden, Palma de Mallorca, og der er gode muligheder for at komme til andre maleriske byer som Andratx, Sóller og Valldemossa på ganske kort tid. Vælger du at bo her, er det en god idé at leje bil til ferien, allerede hjemmefra.

        Indkvartering i Banyalbufar

        Ferie i Banyalbufar betyder enestående udsigt over havet, fra de stedsegrønne bjergskråninger. Du vil typisk lade dig indlogere på én af områdets mange rustikke fincas, eller på det lækre hotel, Sa Baronia, centralt i byen.



        Booking.com

        Restauranter og mad i Banyalbufar

        Du finder en god håndfuld skønne restauranter i Banyalbufar – flere af disse med havudsigt fra terrasserne, langs de stedsegrønne bjergskråninger, der ender ud i det safirblå middelhav. Maden består typisk af klassiske europæiske favoritter, sammen med naturligvis det bedste fra det spanske samt mallorcinske køkken.

        Strande nær Banyalbufar

        Når man nu er på Mallorca, kan det ikke udelukkes, at en dag på stranden er godt for sjælen. Banyalbufar har sin egen lille strand, nemlig Cala Banyalbufar, en lille bugt i sikkerhed for vindene. Stranden er godt 100 meter lang og her er sjældent overbefolket. Cala Banyalbufar fungerer fint for dig, der blot vil nyde synet af havet, mens du læser en bog eller slapper af efter en dag på farten, men har ikke faciliteter i form af solvogne, parasoller eller brusere.

        Andre badestrande i nærheden er, Es Port des Canonge og Es Corral Fals, som ligger mod nord.

        Aktiviteter i Banyalbyfar

        Banyalbufar er et særdeles oplagt rejsemål for dig, der vil have en aktiv ferie på Mallorca. Vandrere, mountainbikere og cykelryttere nyder godt af bjergenes mange smukke omgivelser og udfordringer. Dykning og andre maritime oplevelser tiltrækker ligeledes mange turister hvert år, grundet de mange spændende grotter over og under vandet.

        En populær vandrerute i området, er den kendte ‘Filosof-sti’. Ruten følger langs kysten på de smukke bjergskråninger mellem Banyalbufar og den idylliske gamle fiskehavn Port des Canonge – det er bestemt ikke svært at se, hvorfor denne rute har fået sit navn.

        Seværdigheder og udflugtsmål nær Banyalbufar

        Langs den smukke kyststrækning finder du blandt andet ét af Mallorcas mest ikoniske vagttårne, der står tilbage fra middelalderen hvor piratangreb var hverdagskost. På toppen af tårnet, mødes du med en fantastisk panoramisk udsigt over middelhavet og den utrolige stilhed, der gør det let at forstille sig, hvordan det har været muligt at høre piraterne på lang afstand.

        Banyalbufar ligger godt placeret i forhold til, at nå andre maleriske og spændende byer langs vestkysten og i Tramuntana-bjergene. Byer som Valldemossa og Deià, med deres unikke udseende og særlige tiltrækningskraft af kendte personer gennem årene, eller det eksklusive Andratx og Port de Andtratx, er alle indenfor kort tids kørsel fra Banyalbyfar.

        Indkøbsmuligheder i Banyalbufar

        I byen finder du blot et par enkelte små kolonialbutikker, med de mest almindelige hverdagsvarer på hylderne. Ca et kvarters kørsel i bil fra Banyalbufar, ligger en anden lille bjergby, Esporles, med lidt flere butikker. Skal shopping-lysten tilfredsstilles, er turen til Palma de Mallorca det rette valg.

        Marked nær Banyalbufar

        Banyalbufar er for lille en by, til selv at afholde et ugentligt marked i byen. Mallorca er kendt for sine markeder, derfor har du flere muligheder for, at opleve et marked på Mallorca.

        Hver torsdag er der marked i Inca, dette marked er Mallorcas største af sin slags. Her finder du alt fra friske råvarer til elektronik.
        Om onsdagen kan du tage til landbrugsmarked i Sineu, som er Mallorcas mest traditionelle af sin slags.

        Der afholdes marked hver dag året rundt på Mallorca, i forskellige byer. Det er en fast tradition og en stor del af indbyggernes kulturarv.

        Her kan du se og læse om samtlige markeder på Mallorca.

        Hvor ligger Banyalbufar?

        ©2017 Mallorca Oplevelser | Rejse til Mallorca, hotel, destinationer, seværdigheder, aktiviteter

        Log in with your credentials

        Forgot your details?